Danmarks stærkeste pengetank, ATP, er havnet midt i et voldsomt slagsmål om ideologi og markedsandele.
Det store spørgsmål er, om ATP skal have lov til at bruge sine stordriftsfordele til at sikre danskerne langt mere i afkast på deres pension, end de i dag får hos de kommercielle pensionsselskaber.
Det har skabt voldsom vrede i finanssektoren, og nu truer direktøren for Forsikring og Pension, Per Bremer Rasmussen, med, at den magtfulde organisation trækker sin fem milliarder kroner store støtte til regeringens højtprofilerede vækstpakke til støtte for erhvervslivet, hvis ATP får så frie tøjler, som lovforslaget lægger op til:
– Jeg tør ikke sige, om vi kan komme med de penge, hvis det lovforslag kommer igennem. Der er den holdning, at den model, der er lagt frem med ATP, potentielt gør nogle af mine medlemmers forretningsgrundlag meget usikkert. De synes ikke, at det er en god cocktail lige nu og her.
Lovforslaget har allerede har været sendt forbi både Konkurrencestyrelsen og Kammeradvokaten, som har konkluderet, at det som sådan ikke strider mod statsstøtte-reglerne eller EU.
Beskæftigelsesministeriet mener ligefrem, at lovforslaget kan øge sektorens konkurrence, der ofte har været kritiseret for at være ringe.
Epn.dk