Villy Søvndal er fortsat den mest populære partileder i Danmark, men stjernen falmer.
For et år siden var Socialistisk Folkepartis leder i en klasse for sig selv, når det kom til popularitet, men han har siden været på lidt af en rutsjetur og ligger nu nede på næsten samme niveau som landets øvrige partiledere.
Det viser en måling foretaget af Greens Analyseinstitut for Børsen, hvor 1.143 danskere har givet partilederne karakter på 13-skalaen.
– Villy Søvndal er gået fra at være en spændende leder, der stod for fornyelse, forandring og markante udmeldinger, til nu at være en partileder som alle andre, mener Peter Goll, der er seniorrådgiver og ledende partner i kommunikationsfirmaet Geelmuyden.Kiese.
Villy Søvndals gennemsnit lå på et tidspunkt på 9,1, men er faldet fem målinger i træk og ligger nu på 7,7. Dermed fastholder han sin position som den mest populære leder, dog skarpt efterfulgt af de øvrige oppositionsledere og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som springer fra 6,9 i marts til 7,4 i den aktuelle måling.