Månedsavisen Bolig & Fritid, der kommer til 433.216 villaer og rækkehuse på Sjælland, løfter sig nu fra papiret med en internet-julekalender.
Kalenderen er samtidig en konkurrence om en præmie, hvor man kan få besøg af julemanden, der kommer hjem til vinderen den 24. december mellem kl. 20 og 21 med sin store gavesæk – uanset hvor i Danmark man bor, inklusiv alle brofaste øer.
– Vi har fået en idé, der skaber en stærk sammenhæng mellem vores kerneprodukt og internettet, siger bladchef Claus Ingerslev.
– I den trykte avis bringer vi en helside, der i sit design ligger tæt på net-julekalenderen. Altså bortset fra, at man ikke kan åbne de 24 låger, for det skal læserne gøre på internettet.
– Når man klikker på lågerne, vil der dels være annoncer, dels et antal skjulte bolignisser, som man skal tælle for at være med i konkurrencen. Og så er det bare at udfylde svarkuponen og klikke på ”Send”.
Da alle 24 låger skal åbnes, vil alle annoncører, ifølge Claus Ingerslev, være sikret den samme eksponering, og det har været afgørende i annoncesalget til net-julekalenderen.
– Samtidig er det vigtigt, at vi får aktiveret læserne på en ny og sjov måde, siger Claus Ingerslev.
Ideen er samtidig at få læsernes øjne op for hjemmesiden, hvor man kan læse alle bladets artikler et år tilbage. pia