Papyrus Award blev i går uddelt for andet år i træk. Prisen uddeles til en række personer, der i løbet af året har fremstillet en række prisværdige tryksager. Prisen er indstiftet for at fremme kendskabet til de utroligt mange valgmuligheder, der eksisterer i papirverdenen. “Kunsten at få det bedste ud af papiret” var temaet for dette års Papyrus Award.
Ca. 300 tryksager fandt vej til bedømmelse i de 8 kategorier: Kataloger, Borchurer, Periodiske tidsskrifter, Årsregnskaber, Corporate/Visuel indentitet, Emballage/Displays, Plakater og Bøger.
Juryen bestod af Athena Windelev/Re:Public, Jan Nielsen/2Graphic, Peter Christensen/Kerteminde Tryk, Jørn Moesgaard/Jørn Moesgaard A/S og Cyril Alstrup/Cyril & Co. I alt 19 tryksager var værdige til en nominering, heraf var der otte vindere.
Kategori 1: Kataloger
Vinder: Lampas katalog
Bureau: Heartworking A/S
Trykkeri: Phønix-Trykkeriet A/S
Papirkvaliteter: MultiArt Silk
Juryens bedømmelse: Et gennemført katalog og en stor, vellykket udfordring for teknikken. Billederne er skabt som en kombination af 4-farvetryk, duplex og metallic-farve, der står i flot kontrast til det silkeglatte papir. Omslaget med præg fuldender oplevelsen.
Kategori 2: Brochurer
Vinder: Trip-Trap
Bureau: Midt-Marketing A/S
Trykkeri: Clausen Offset ApS
Papirkvaliteter: Rives Reflection, Scandia 2000
Juryens bedømmelse: Trip-Traps interne logbog lever op til sin egen titel:
“At skabe fornyelse på baggrund af traditioner”.
Det oser af godt, gammeldags håndværk tilsat et nutidigt udtryk.
Med valget af bølgepræget karton til omslaget fornemmer man næsten skumsprøjt og tjærelugt.
Kategori 3: Periodiske tidsskrifter
Vinder: ”Spis med”
Bureau: Kam & Co.dk
Trykkeri: Bording A/S
Papirkvaliteter: MultiArt Silk
Juryens bedømmelse: Bladet skulle skille sig ud fra andre tilsvarende tidsskrifter på det danske marked. TCF, hvidhed og trykbarhed spillede også en afgørende rolle.
Det er lækkert serveret! Et layout, der stråler af skandinavisk renhed. En billedredaktion, der er i konsekvent særklasse. Et format, der er sig selv. Et papirvalg, der med sin hvidhed og klasse understøtter det hele. Der er godt håndværk på menuen!
Kategori 4: Årsregnskaber
Vinder: Københavns Universitet
Bureau: Kontrapunkt A/S
Trykkeri: Phønix-Trykkeriet A/S
Papirkvaliteter: Scandia 2000
Juryens bedømmelse: Årsberetningen skulle have et rustikt udtryk, derfor blev Scandia 2000 valgt. Med et enkelt, læseværdigt magasinpræg skiller denne årsberetning sig ud fra andre. En spændende leg med billeder, stilfærdig brug af effekter og enkle, men flotte grafer giver sagen et troværdigt udseende i harmoni med et godt, rustikt papirvalg.
Kategori 5: Corporate/Visuel identitet
Vinder: FB Communication/Frederiksberg Bogtrykkeri
Bureau: FB Communication
Trykkeri: Frederiksberg Bogtrykkeri A/S
Papirkvaliteter: Rives Tradition, Micha Matt
Juryens bedømmelse: Fremragende papirkvaliteter, der pirrer og åbner op for alle sanser… – et portræt af et bogtrykkeri, der vil mere. Og et bevis på, at de magter det.
Det er overlegent og profilerende i ekstrem grad – uden at være prangende.
Dertil kommer, at et godt disponeret papirvalg sender sanserne på yderligere overarbejde.
Kategori 6: Emballage/Displays/3D
Juryen valgte ikke at nominere nogen af de indsendte værker i denne kategori.
Kategori 7: Plakater
Vinder: Aarhus Jazz Festival 2001
Bureau: Nygaard Design as
Trykkeri: SP-Serigrafi, Hillerød
Papirkvaliteter: G-Print
Juryens bedømmelse: En rigtig plakat! Klar symbolik, smuk for øjet og med blikfang,
som forstærkes af serigrafiens intense farvemæthed
på et rigtig godt plakatpapir.
Kategori 8: Bøger
Vinder: ”You do not have to like the art”
Bureau: Courage Euro RSCG
Trykkeri: K. Larsen & Søn A/S
Papirkvaliteter: Biberist Allegro Silkemat, Biberist Allegro Gloss
Juryen tilføjer – but you will definitely love the book!
En kunstbog ud over det sædvanlige – layoutet er usædvanligt,
reproduktionen er usædvanlig, trykningen er usædvanlig.
Det kræver et usædvanligt godt farvebærende papir
– så det har man valgt.