De nuværende afstandskrav for vindmøller til de store veje og jernbanerne skal lempes. Det anbefaler en arbejdsgruppe under Transportministeriet.
På baggrund af analyser fra DTU-Risø anbefaler arbejdsgruppen, at vindmøllerne placeres i en afstand af 1 gange vindmøllehøjden fra infrastruktur.
Det betyder, at hvis vindmøllen er 100 meter høj, skal der nu kun være mindst 100 meters afstand fra vejen. I dag er kravet 4 gange vindmøllens højde, skriver Jyllands-Posten.
Politiken skriver, at kommunerne med lempelsen af afstandskravet nu får lettere ved at finde placeringer til de mange store vindmøller, der skal sættes op i de kommende år.
Danmark har længe haft langt skrappere møllekrav end vores nabolande, når det gjaldt afstand til store veje og jernbaner.
Naboklager har medført, at flere kommuner reelt har indført vindmøllestop, og nyheden om muligheden for at bygge flere vindmøller i nærheden af vejnettet bliver da også modtaget positivt i Danmarks Naturfredningsforening (DN), som kom med forslaget.
– Det er et mirakel, at arbejdsgruppen endelig har indset, at det her en den eneste rigtige løsning, siger DN’s formand, René la Cour Sell, til Jyllands-Posten.