Udstillingen, der blev specielt designet til verdens største kunstmuseum Louvre i Paris, som en del af Vipp’s markedsføring i byernes by, bliver nu udstillet på Kunstindustrimuseet i Bredgade.
Kunstindustrimuseet ønsker at vise spændvidden mellem kunst og industri – og dette projekt er netop en smeltedigel af glitter, håndværk, pynt og design. Museet viser eksklusivt hele kollektionen af krystalstrøede sæbedispensere og mosaikbesatte spande før den drager mod London og vises der.
Samlingen er desuden til salg med priser fra 2000-16.500 euro, så mangler du et par ekstravagante gaveideer er det muligt fra december.
Den chilenske designer Mauricio Clavero har dekoreret Vipp med Swarovski krystaller, mosaikstene fra Sicis og lys fra Ambience Luminiere (der oplyser Paris’ historiske bygninger). Sæbe dispenseren kaldet Paris er inspireret af den parisiske metro. Det er virkelig bling bling til badeværelset.
Spanden Cake med røde sten som cocktailbær er et symbol på menneskets grådighed, mens Take Off med læderhåndtag symboliserer rejsen – den er i øvrigt til at bære i håndtaget, skulle nogle ønske at tage skraldet ud på den måde…
Vipp-udstillingen fra Louvre kan ses fra den 8/12 2006 til den 7/1 2007. pia