Normalt bliver de fleste nye danske romaner promoveret via forlagenes hjemmesider, printannoncer eller brochurer – og naturligvis anmeldelser – men en ny krimi fra debutanten Julie Hastrup bliver netop nu sat på dagsordnen på en lidt anderledes måde.
Forlaget Bazar har nemlig valgt at lade reklamebureauet Rosenstand & Co lave en reklamefilm for bogen ”En torn i øjet ” – den første fra Julie Hastrups hånd.
Filmen ligger lige nu på YouTube, men skal også bruges til at promovere bogen hos de boghandlere, der har instoreTV.
Det er Rosenstand & Co og fotograf Morten Raarup fra On Off Line, der har produceret den lille bog-trailer, og om valget af film frem for andre metoder siger Joachim Rosenstand:
– Der er mange kvindelige krimiforfatter på markedet i dag, så konkurrencen er stor. Og derfor er det ikke nok, at romanen får gode anmeldelser. En film er god til at slå stemningen an fra romanen, og kombineret med forfatterens skrevne ord skabes der forhåbentlig en involvering og nygerrighed til at læse romanen.