”Respekten, tolerancen, udsynet og anstændigheden er forsvundet fra dansk politik. Det kan vi ikke leve med. Derfor har vi dannet 440 Hz.”
Sådan præsenterer en gruppe mennesker, der har skabt den måske første viral-kampagne, der skal forsøge at ændre på regeringsmagten. Gruppen har skabt en lille film, der går imod den siddende regerings samarbejde med Pia Kjærsgaard. Målsætningen er at folk skal sende filmstrimlen videre til deres netværk.
440 Hz påstår at være et netværk af engagerede mennesker, som til daglig arbejder indenfor film, medie, IT, samfundsanalyse og undervisning. Ifølge 440 Hz hjemmeside dækker gruppen et bredt spektrum.
”Indbyrdes er vi uenige om det meste – men vi er blevet enige om at deltage på egen hånd i valgkampen for at gøre vores til, at der ikke igen bliver dannet en regering, der bygger sin magt på Dansk Folkeparti, ” skriver gruppen på hjemmesiden.
Kampagnen er produceret af frivillige og flere virksomheder har gratis bidraget med viden, produktionsudstyr og arbejdskraft.

Kampagnen kan ses på hjemmesiden: http://www.440hz.dk/