FIFA Football 2005, udkommer på torsdag, og det markeres med en fodboldturnering på Rådhuspladsen i København.
. Kampene, der spilles mellem kl. 9 og 16, består af en halvleg i det nye computerspil FIFA Football 2005 og en halvleg på en rigtig fodboldbane, der er opstillet på Rådhuspladsen. Op til 20 hold kan deltage i turneringen. Holddeltagere får en fodboldtrøje, og ud over æren kæmper de om spillekonsoller, mobiltelefoner og naturligvis FIFA Football 2005 computerspil.
– Mand og maskine smelter sammen, når holdene mødes på både den virkelige og den virtuelle bane. Alle kan tilmelde sig, og der er ingen begrænsninger på køn, alder eller fodboldevner, fortæller Thomas Koed fra EA Sports, der står for arrangementet.
I løbet af dagen vil der også være en række aktiviteter for tilskuere og forbipasserende, der bl.a. kan prøve kræfter med det nye fodboldspil på de opstillede spillekonsoller.