Den geniale franske romanforfatter Honorè de Balzac (1799 – 1850) skal have sagt: “Lad os tale om noget virkeligt, lad os tale om mine personer“. I sine godt 100 romaner under fællestitlen “Den Menneskelige Komedie“ herskede han over ca. 2.600 fiktive individer, hvoraf en femtedel gik igen i to eller flere fortællinger. Han opbyggede et univers af ludere, lommetyve, lensgrever og levemænd med den ambition at skildre hele det moderne samfunds lyster og laster. På samme måde bruger børn deres fantasi til at lege og spille roller. Og sådan gør reklamefolk, som mestrer at involvere forbrugerne i et spil med produkter og personer.
Nu himles der op over – ja, det er vist mest Polletiken – at Polle fra Snave, den seneste komet på reklamens himmelbue, måske engang skal optræde i en dansk spillefilm, hvor han kan risikere at møde Kims onde broder Jørgen. Det vil være skjult product placement, fordi Polle og Jørgen kunne lede tankerne hen på mobilos og osterejer. Problematikken kalder på et lovgivningsindgreb; man må kunne finde en nathue indenfor SF, som føler sin høje moral krænket. Måske kan der også gøres noget ved det misforhold, at reklamesjakalerne profiterer på en social outsider fra samfundets nederste lag, mens de selv bor i gedigne ejendomsvurderingsruinerende villaer nord for København og ikke behøver en mælkekasse bag i deres Range-Rover V8. Her må tilstræbes social lighed og udligning. Pokkers osse, at de svenske erfaringer med reklameskat var så dårlige.
Dansken deler utallige universer. Far til Fire, Matador, Prinsessen på Ærten, Minna og Gunnar, Olsen-Banden, Tuborg Squash, Laue Traberg Smidth og Anders And. Indenfor disse forskellige rammer agerer nogle figurer, hvis karakteregenskaber og handlingsmønstre vi kender. Blandt de moderne eventyr er også tankespindet fra den del af reklamen, som udnytter dramaets og komediens virkemidler og sikrer sig sympatiserende sjæle.
Da Jacob Haugaard blev valgt til Folketinget, kunne en del af vælgergunsten tilskrives hans kontinuerlige optræden til fordel for den ellers uddøende appelsinsodavand fra bryggeriet Tuborg “ude i Hellerup“. Det var også reklamecensuren klar over, så da den film, hvor Finn og Jacob som to tenorer synger “Den Gamle Gartners sang“ blev monteret med slutteksten Tuborg Squash gir gode stemmer, greb censor Marianne Pittelkow sin økse og føjede endnu et blad til dansk censurhistorie, hvor hun indtager sin plads side om side med den navnkundige assessor Christian Reiersen (1792 – 1876), der i årene 1834 – 1850 forbød talrige skrifter, især det satiriske ugeblad Corsaren. Indgrebet mod Squash ryddede Ekstra Bladets forside og spiseseddel, og det var i grunden ikke så galt. Nogle må i påkomne tilfælde finde hjemmel til at forbyde Haugaard og Nørbygaard at medvirke i film, fordi de associeres med appelsinsodavand. I så fald har ca. 160 timer Finns Fjernsyn været én stor krænkelse af alle de grundværdier, hvorpå vi bør bygge vor etik.
Hvad Søren Fauli angår, må han må gå med hovedpose resten af sine dage. Hans helaftensfilm “Grev Axel“ rummer elementer af det brutale bondesamfund, hvor lille Kartoffel-Kim gik så meget grueligt igennem, og når man ser Faulis fjæs, ledes ens tanker hen på Mazda, som han har serviceret i rollen som skvaddersælger. Alle grænser er overskredet, og man må snavelig håbe, at Politiken snart får optrævlet denne sammensværgelse, som jo i bund og grund drives af begær og – i det mindste moralsk – er rå korruption.
Reklamefolk i filmen, filmfolk i reklamen – konvergens og symbiose og synergi. Nu osse på nettet. Alle future brandsskal være story-tellers, og virksomhederne bliver i stigende grad medier i sig selv. Deres succes afhænger af, at de har en stærk fortæller i spidsen, som internt og overfor offentligheden kan gentage og udvikle myten, den enestående fortælling om et enestående brand. Polle fra Snave skal være velkommen i en Holberg-komedie på Det Kongelige Teater. Tænk i øvrigt på, hvad Ludvig Holberg kunne have fået ud af mobilos-dillen: “Den enfoldige Jomfru Henriette knævrer og snaver den halve dag lang og må derfor bøde otte skilling i minuttet og siger dog intet, der er blot en kvart skilling værd i timen; ak om jeg dog blot skulle få fingre i dette djævlens apparat, da var det snart kastet durk på bunden af Rosenborg Mose!“
Verden vælter sig i så mange andre ulykker, man kan snave i, at man kan undres over, at et hypotetisk nærmere bekendtskab med Polle kategoriseres i fareklasse A og er mindst lige så farlig som den solcreme, der blev flået ned af hylderne og kom op igen i en ejendommelig krig mod branchen og befolkningen, anført af miljødiktator Svend. D. Auken. Bestem selv, hvad Det skal stå for.