I sidste uge offentliggjorde det amerikanske forsvarsministerium en meget åben og tolerant politik og guide for militærpersonellets brug af sociale medier som Facebook, YouTube, Flickr og Twitter.
Det fortæller det Washington Post-ejede site thebigmoney.com, som benytter dén lejlighed til at undres over, at så mange andre virksomheder og organisationer i det store land, og andre steder, endnu ikke har formuleret en politik på området.
Sitet henviser til at 7 ud af 10 amerikanske og næsten 8 ud af 10 britiske virksomheder stadig ikke har formuleret en sådan politik – og bringer i den forbindelse en lille tjekliste på 11 punkter.
Den kan virksomheder, der overvejer sociale medier, passende løbe igennem, før der træffes beslutninger, hedder det i artiklen.
Tjeklisten handler om mikroblog-sitet Twitter, men som artiklens forfatter siger:
– Enhver virksomhed, der kan finde ud af at begå sig korrekt på Twitter, kan uden problemer også bruge tjeklistepunkterne til de øvrige sociale medier.
Altså: Skal din virksomhed kvidre? Ja, men kun hvis den kan svare ja til disse 11 bud:
- Vi kan udtrykke virksomhedens vision på 140 anslag eller mindre – fraregnet oppustede PR-fraser og klichéer.
- Vi er klar til at anerkende cool, innovative eller provokerende ideer. Også selv om de kommer fra andre end os selv.
- Vi er parate til at udfordre destruktive holdninger, også selv om vores egen holdning mødes med kritik.
- Vi er klar til at lytte til og kommunikere med andre, uanset om ”andre” er medarbejdere, kunder eller aktivister.
- Vi lader os ikke rive med, og vil aldrig kvidre om ”kaffemaskine-snak” eller banale hændelser i virksomheden.
- Vi vil afsætte tid, hver uge, til at læse hvad andre har at sige, og vi lover at ”retweete” det mest begavede, værdifulde og morsomme.
- Vi vil aldrig – hverken i pressemeddelelser, taler eller årsrapporter – fortælle, hvor mange der følger os på Twitter, uanset hvor fristende det måtte være.
- Vi har noget meningsfuldt at sige.
- Vi lader altid den person i virksomheden, som er bedst klædt på til at udtale sig i en sag, gøre det på virksomhedens vegne.
- Vi vil ikke kun bruge vores Twitter-konto til at kaste glade nyheder ud, men også til at holde vores kunder informeret i tilfælde af dårlige nyheder, som eksempelvis tilbagekaldelse af produkter, fjendtlige overtagelser, PR-kriser og andet.
- Hvis vi ikke kan leve op til disse bud, vil vi seriøst overveje, om vi overhovedet bør beskæftige os med marketing i virksomheden…