Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) fremlægger ifølge Dagbladet Børsens oplysninger i næste uge en hjælpepakke, der skal bane vejen for et helt nyt system for erhvervsobligationer.

Det skal sikre virksomheders muligheder for at låne penge og dermed hjælpe dem ud af den aktuelle kreditklemme.

I det seneste år har arbejdet været i gang i en arbejdsgruppe under Erhvervsministeriet, og nu går ministeren altså ud og følger arbejdsgruppens anbefalinger, som Børsen er i besiddelse af.

Ordningen rummer ifølge erhvervsorganisationen DI et kæmpe potentiale.

– Hvis dette for alvor bliver løbet i gang, forestiller jeg mig, at der kan udstedes obligationer for op mod 50 mia. kr., siger Kent Damsgaard, underdirektør i DI.

Børsen erfarer, at hjælpepakken vil komme til at bestå af en række lovforslag, der skal rydde de juridiske forhindringer af vejen, så de store banker får mulighed for at udbyde erhvervsobligationer.

 

Børsen