Danske virksomheder er lige nu så gennemtrimmede omkostningsmæssigt, og har samtidig høvlet milliarder af gælden, at de fremstår sunde, velpolstrede og robuste. Faktisk så robuste, at de kan være overkapitaliserede.
Dét skal udnyttes til at investere i øget toplinjevækst, opkøb eller til højere udbytter til aktionærerne.
Over det seneste år har danske selskaber reduceret den samlede gæld med 32 mia. kr. til omkring 200 mia. kr., og set i forhold til indtjeningen ventes gældsniveauet mere end halveret ved udgangen af 2011, sammenlignet med slutningen af 2009.
Paradoksalt nok er det kun et til to år siden, at bankerne smækkede kassen i for selskaberne, og siden har kapitaltilførelser og massive omkostningsbesparelser sendt selskaberne ind i en situation med rigelige finansielle ressourcer.
Med finanskrisen i hukommelsen vil mange selskabsledelser sikkert foretrække en lav finansiel gearing og roligt opbygge en buffer, der kan udnyttes til fremtidige virksomhedsopkøb.
Borsen.dk