Danske firmaer har svært ved at lukke handlen på arabisk, kinesisk og andre fremmede sprog.
Og udfordringerne er størst – sprogligt, kulturelt og institutionelt – på de markeder, hvor væksten er størst, viser en rundspørge blandt eksportvirksomhederne i Dansk Industris (DI) medlemsskare, om hvilke handelsbarrierer de møder på markederne, skriver Politiken.
I undersøgelsen blandt 296 eksportfirmaer har 23 procent oplevet sproglige problemer ved salg i Asien. 39 procent har oplevet kulturelle udfordringer i Mellemøsten, mens 13 procent er blevet modarbejdet af myndigheder i Latinamerika.
I Afrika er den største udfordring korruption; det har næsten hvert fjerde firma oplevet.
Rundspørgen viser ifølge Politiken samtidig, at små og mellemstore firmaer oplever de største problemer på vækstmarkederne. De store selskaber har flere ressourcer og kan ansætte folk, der kan håndtere udfordringerne, forklarer DI.
Politiken