Den 16. december kl. 19 sættes gaveindkøb og julestemning på standby i en time.
Det sker i forbindelse med Earth Hour Copenhagen, og målet er at sende statslederne, der mødes i hovedstaden i forbindelse med COP 15, en klar besked om, at også de københavnske virksomheder ønsker sig en ambitiøs klimaaftale.
En af de virksomheder, som slukker lyset, er Hotel d´Angleterre.
Restauranten, baren og hotellets fællesarealer vil mørklægges totalt under Sluk lyset-timen.
Også facadespots slukker, så skiltene og flagene, der pryder bygningen, vil ikke være til at se for de mange julehandlende, der færdes på Kongens Nytorv under Earth Hour Copenhagen.
– Normalt skilter vi ikke med hverken vores miljøhensyn eller sociale initiativer, men her er der netop tale om at gøre det så synligt som muligt, at vi alle har ansvar for vores klima. Det vil vi gerne være med til. Vi håber også, at det vil give vores gæster anledning til at dreje samtalerne i baren og restauranten ind på dét, det hele drejer sig, nemlig de klimaudfordringer vi står overfor, siger Pernille Lueken Lehm, HR Manager på hotellet, der har allieret sig med en elektriker under Earth Hour, der skal sørge for at det rigtige lys bliver forsvarligt slukket.
Gaveræs på pause
Også stormagasinet Illum slukker lyset for klimaet. At det er midt i den travle juletid er ikke noget, der bekymrer forretningsdirektør John Hansen fra Illum.
– Vi tror, at alle vil være så opmærksomme på Earth Hour Copenhagen, at det ikke vil undre de mange julehandlende, at facaden går i sort, siger han.
Inde i forretningen vil der på udvalgte steder også være dæmpet belysning og tændte stearinlys, og klokken 20 vil både butiksvinduer og lyset indenfor i butikken slukke.
John Hansen tror ikke, at det vil gå ud over julesalget.
– Jeg regner med at vores kunder tager godt imod, og at det oven i købet kunne gå hen og blive en stemningsfuld aften at handle i Illum, siger han.
Ud over Illum og Hotel d´ Angleterre har flere andre store virksomheder meldt sig til kampagnen Earth Hour Copenhagen.
Herunder Dansk Industri, Carlsberg, A.P. Møller Mærsk, Tivoli, Nykredit, Codan, McDonald´s – og flere melder sig hele tiden under fanerne. Earth Hour Copenhagen er del af TrygFonden og WWF Verdensnaturfondens klimakampagne med opbakning fra Københavns Kommune.
Verdensnaturfonden en lanceret ny Earth Hour-kampagneside:
wwf.dk/earthhour