Inden man inviterer pøblen indenfor, er det en god idé at holde tungen lige i munden – og det er lige nøjagtigt, hvad danske marketingfolk gør.
Ifølge en undersøgelse Markedsføring har foretaget i samarbejde med Megafon blandt 70 ledende marktingfolk, benytter godt halvdelen slet ikke sociale medier i deres markedsføring, men samtidig regner stort set alle af de adspurgte med, at anvendelsen af sociale medier vil stige i forhold til i dag.
Det er dog ikke ubetinget dumt at tøve med at benytte de sociale medier, da der er mange faldgruber. Det mener medieanalytiker Patrick Damsted fra Soulfish, der vurderer, at ni ud af ti virksomheder fejler i armlægningen med de nye medier.
– Historisk set har mange virksomheder fået mange tæsk online, fordi de forsøger at kommunikere, som de altid har gjort på platforme, der fordrer en helt anden oplevelse, siger han og uddyber:
– De fleste virksomheder vil sætte deres pr-afdeling eller deres marketingafdeling til eksempelvis at være aktive på Facebook. Der begår man en næsten beviselig klassisk fejl, fordi drivkraften på Facebook er social kapital. Altså kommunikation mellem mennesker. Og ikke mellem mennesker og virksomheder.
Kampagner forsvinder
En anden klassisk fejl er, ifølge Patrick Damsted, at virksomhederne stadig tænker i produktlanceringer eller kampagner, hvor man er enormt levende i en periode, for efterfølgende at møde forbrugerne med total radiotavshed.
– Den deciderede kampagnetænkning er meget afsendervendt, og er et tankesæt man benytter, fordi det er det nemmeste. Man har en marktingafdeling, der tænker i 12-måneders cyklusser og budgetter og herfra og til april, siger han.
Du får et problem, fordi du ikke kommunikerer efter dine modtageres behov, men laver gammeldags massekommunikation. Det er et enormt ressourcemæssigt spild og spild af forbrugernes tid og tålmodighed, fortsætter Patrick Damsted.
Markedsføring og Megafons undersøgelse viser desuden, at 69 procent bruger sociale medier til at skabe trafik til deres hjemmesider. 20 procent ønsker at lære deres kunder.
Læs hele historien i Markedsføring 14-2009, der udkommer i denne uge.