Recessionen i 2001 og manglende evne til at tolke udviklingen har betydet, at pressen nu har mindre tillid til finansanalytikere, børsmæglere og fondsbørsmeddelelser. De nye sandhedsvidner er derfor virksomhedernes ledere, der skønnes at være tættest på at kende til udviklingen på markedet.
Det fremgår af ACNielsen AIMs Corporate Image undersøgelse blandt over 100 fremtrædende erhvervsjournalister.
Ifølge seniorkonsulent Katja Elberg, ACNielsen AIM, betyder det ny fokus på danske topledere i medierne. – Finansanalytikere, børsmæglere og investeringsselskaber vægtes nu 17 procent lavere end året før. Til gengæld har PR-bureauer haft en fremgang på 12 procent og det kan dels tolkes ved, at de har øget deres troværdighed og dels, at journalisterne på grund af den økonomiske afmatning inden for mediabranchen har fået mere at se til, siger seniorkonsulent, cand. scient. pol. Katja Elberg, ACNielsen AIM.
Hun fremhæver som endnu et tegn på det øgede arbejdspres på redaktionerne, at 83% af journalisterne nu vægter telefonsamtaler – og ikke personlige interviews, som vigtigste informationskilde ved personlige kontakter.
Fagforeningerne er svagest i nyhedsbilledet, og det kan bl.a. have en sammenhæng med, at Aktuelt, der ofte blev citeret både i DRs nyheder på radio og tv samt i andre aviser, er lukket, fremhæver Katja Elberg.