”Life is good in Denmark”.
Det er temaet for den første udgave af VisitDenmarks nye online magasin – Denmark Magazine – som netop er offentliggjort på internettet.
Magasinet indeholder historier om blandt andet den danske cykelkultur, gastronomi samt kunst og design – alt sammen præsenteret på en interaktiv platform, hvor lyd, billeder og video er integreret med tekst. Læserne opfordres til dialog ved blandt andet at bedømme artiklerne og sende videre til andre gennem mail, Facebook og Twitter.
Turisme-organisationen har ellers igennem mange år udgivet et trykt magasin, men fremover satses der udelukkende på online, forklarer Vidar Mørch, som er international direktør for branding i VisitDenmark:
– Internettet er i dag omdrejningspunktet for informationssøgning og booking af rejser. En stadig større del af markedsføringen foregår derfor online, og det er naturligt at tænke Denmark Magazine ind i denne helhed, siger han.
Vidar Mørch fremhæver, at online magasinet har en større fleksibilitet og en række kvaliteter, som den trykte version ikke kan matche. Det er billigere at producere, mere miljøvenligt og det involverer læserne.
– Vi vil gerne give vores læsere en oplevelse af at være i Danmark. Det nye format er oplagt til det formål, fordi det er interaktivt, siger Vidar Mørch.
Denmark Magazine, som ifølge planerne skal udkomme tre gange årligt, er udviklet af Netpublications.
Det udgives på ni forskellige sprog i Frankrig, Holland, Italien, Norge, Spanien, Sverige, Tyskland, Storbritannien og USA. Dertil kommer en international udgave af magasinet.