Det økonomiske Råds formandskab ser i sin netop offentliggjorte redegørelse om det danske skattesystem også på erhvervsstøtteordningerne.
Og vismændene konstaterer, at dagbladsudgivelse er det eneste erhverv, der er omfattet af 0-moms.
De skriver blandt meget andet:
”En anden problematisk særordning (i det danske skattesystem, red.) er 0-momsordningen for dagbladene. Dagbladsudgivelse er det eneste erhverv, der er omfattet af 0-moms. Denne ordning skaber en skævvridning af konkurrencen mellem dagbladene og andre medier samt uge- og månedsmagasiner.”
Danske Specialmediers direktør Christian Kierkegaard ser ikke overraskende med tilfredshed på, at de økonomiske vismænd i deres diskussionsoplæg gør opmærksom på den enestående ordning, som alene gælder for dagbladene. 
− Vismændenes problematisering vil forhåbentlig gøre indtryk på mediepolitikerne, når de i forbindelse med forhandlingerne om et kommende medieforlig skal drøfte mediestøtte, siger Christian Kierkegaard.
På de store dagblade ser man lidt anderledes på det:
− Dagbladene har alle dage leveret public service for private money og dermed understøttet folkestyre og sammenhængskraft på en helt enestående måde. Momsfritagelsen er en neutral og billig måde at opnå dette vigtige samfundsmæssige formål på, siger chefredaktør på Politiken Tøger Seidenfaden og fortsætter:
− Jeg har ikke hørt gode argumenter for at lave om på det. Som senest TV2-dommen har bekræftet, er EU-retten i hvert fald ikke noget problem.