Trods løfter om afbureaukratisering er mængden af regler og love tiltaget markant i løbet af VK-regeringens knap ti år ved magten, skriver Berlingske.
Tilbage i 2001 stod regeringen bag 1.084 nye love, bekendtgørelser og cirkulærer. Siden er antallet konstant steget, og sidste år blev borgere og virksomheder præsenteret for i alt 1.643 nye love og retningslinjer, hvilket svarer til en stigning på 66 procent.
Det viser en gennemgang af Folketingets Retsinformation.
Ifølge flere eksperter er konsekvensen, at det danske samfund er blevet sværere at begå sig i.
– Borgernes og virksomhedernes forhold bliver stadig mere reguleret, og det er sværere for almindelige mennesker at overskue, hvad man må og ikke må. Det skaber utrolig stor usikkerhed, og der er også ret store effektivitetstab i det, siger professor i statskundskab Jørgen Grønnegård Christensen fra Aarhus Universitet. Dansk Industri opfordrer regeringen til at udarbejde en målsætning om at reducere de administrative byrder med to procent om året frem mod 2020.
Business.dk