Fodbold er også penge, og nu beviser ZenithOptimedia det endnu engang.

VM i Brasilien vil øge den globale adspend med 11,5 mia. dollar eller 63 mia. kroner.

I 2014 vil den kommercielle kommunikation vokse med 5,4 pct., spår analysehuset, mod dokumenterede +3,9 pct. i 2013. Væksten vil endda fortsætte med 5,7 pct. i 2015 og 6,1 pct. i 2016.

Det mest positive er måske, at BNP-væksten overstiger adspend hvert eneste år med et lille procentpoint, fortalte Steve King, ZenithOptimedias globale CEO i dag i Cannes.

– Omsider, nu skal vi hjem og sælge, som et af de store netværk sagde med et grin, da vi forlod seancen. Han pegede op på et skilt på siden af Palais des Festivals med de gigantiske bogstaver:

– Caution: Good ideas can raise awareness.

I Europa flytter budgetterne sig ”kun” med 2,9 pct. fra 2013 til 2014, trukket ned af det, man kalder for ”PIIGS” markederne, nemlig Portugal, Italien, Irland, Grækendland og Spanien.

I snit vokser Europa med 3 pct. de næste år, men fraregner vi ”PIIGS” ser det en smule bedre ud. Tyskland kommer til os som sædvanligt som en kærkommen redningskvinde.

Den tyske adspend ligger i runde tal omkring 140 mia. kroner, lidt mere end UK, mens fransk medieindkøb luller rundt omkring 70 mia. kroner.

Ifølge analysen vil mobile for første gang flytte sig til en sprint. Mobile adspend vokser 5,5 gange hurtigere end de digitale investeringer. En årlig vækst fra 2013 til 2016 på 49 pct. antyder, at nu indser annoncørerne effekten af smartphones.

Paid media vokser på nettet med en-cifrede tal frem mod 2016, men vil fortsat æde løs af print. TV er dog stadig stærkeste medie med 40 pct. af budgetterne eller det samme som nettet og smartphones tilsammen. Balancen forskubbes dog stille og roligt i retning af de nye medier.