Der er medvind på kundefronten både lokalt og internationalt hos McCann Health Nordic, som gennem det seneste år har udvidet Pharma og Medtech forretningen betragteligt.

Væksten har nu betydet, at fem nye profiler har sluttet sig til bureauet i København. 

Tre af de nyansatte, Tina Lund, Chris Lee Ramsden og Luis Rodriguez er ansat på ledelsesniveau som henholdsvis Delivery Director, Content Director og Client Services Director. 

Tins Lund har en fortid hos bl.a. Ogilvy Healthcare og Advance, Chris Lee Ramsden har tidligere været hos bl.a. Klausen & Partners og AdTomic – og Luiz Rodriguez har senest været Global Client Director hos Agnitio, der leverer teknologiske løsninger til netop pharma og medtech.

Og ifølge Managing Director, Murat Zubcevic, der kom til bureauet fra Ogilvy i sommeren 2019 , har det været nødvendigt at ruste op for at sikre ”et fortsat højt niveau, i det strategiske og kreative arbejde.” 

Seniorfolk og unge talenter

– Vi har hentet flere seniorfolk, med et stort drive for at udvikle lederskabet og systematisere vores arbejdsprocesser yderligere, så vi fremadrettet kan levere endnu stærkere løsninger samtidig med, at vi gearer op til yderligere vækst, siger han i en pressemeddelelse. 

De tre nye ledelsesprofiler hos McCann Health Nordic har fået følgeskab af to yngre talenter i skikkelse af konsulent Niels Marstrand og account manager Kathrine Birkelund. 

Begge kommer med pharma og B2B-erfaring fra nogle af Nordens største pharma, medtech og B2B brands. 

Ifølge bureauets meddelelse er strategien efter Murat Zubcevics tiltrædelse i sommer at fokusere på ”flere højt specialiserede kræfter, der kan understøtte det øgede behov for digital transformation og omstillingen til multichannel strategier.”

McCann Health Nordic beskæftiger i dag omkring 22 medarbejdere og udgør dermed lige godt og vel halvdelen af McCanns danske medarbejderstab.

Omkring 70 procent af omsætningen kommer fra internationale kunder.