– Mange danske mærkevarefirmaer vil inden for de næste 3-4-5 år ikke længere betragte Danmark som deres hjemmemarked, men hele Skandinavien. Og vi vil være parate til at vores kunder søger ud, så vi kan følge efter dem, siger administrerende direktør Erik Laumand om baggrunden for at Nørgård Mikkelsen netop har åbnet et bureau i Kaiserslautern i Tyskland.
Det nye bureau er led i en kraftig ekspansionsplan, som Odense-bureauet forventer fuldført om tre år. Der kommer også filialer i Norge og Sverige, alle med en bemanding på 10-15 personer. Bureauet følger dermed den internationale udvikling, der i de seneste år har betydet, at mange multinationale virksomheder har etableret egentlige skandinaviske kontorer.
Den nye filial er bygget op omkring den danske kontaktchef Kent Thomsen, mens resten af holdet kommer til at bestå af tyskere. Afdelingerne i Norge og Sverige vil blive etableret efter samme model, og Nørgård Mikkelsen er så småt begyndt at ansætte de kontaktchefer, der med tiden skal starte de nye bureauer op i udlandet.
Nørgård Mikkelsen åbner ballet i Tyskland, fordi deres kunde Hjulcentret i Viborg netop har overtaget en stor tysk kæde, og derfor har fået brug for tysk markedsføring.
– Og det er ikke nok bare at købe et eksisterende tysk bureau og omdøbe det Nørgård Mikkelsen. Hvis vi skal kunne garantere vores kunder den samme service som i Danmark, er de nye bureauer nødt til at blive startet op fra bunden. Ellers kommer ånden og kulturen ikke med, mener Erik Laumand.
Udover Hjulcentret, vil der blandt andet også blive tale om markedsføring for kunder som BR Legetøj, Toys’R’Us og Tulip, der alle har eller vil få brug for skandinavisk markedsføring. Erik Laumand afviser desuden, at Nørgård Mikkelsen er på jagt efter nye, udenlandske kunder.