En valgvideo produceret af Folketingets kommunikationsafdeling har fået tørre tæsk, siden den ramte danskerne i går.
Instruktøren er Jan Rahbek, og nu har Folketinget besluttet at trække filmen tilbage.
“Vi skal tænke os bedre om”, siger Mogens Lykketoft til Berlingske her til formiddag.
I den animerede valgvideo uddeler en nitteklædt rockertype, Voteman, bl.a. rundhåndet dummeslag ud til alle dem, der ikke har tænkt sig at stemme ved det kommende Europa-parlamentsvalg.
I slutningen af filmen optræder Folketingets logo, og Mogens Lykketoft har tidligere sagt om filmen til DR, at han synes, at det, der foregår i filmen, “det er meget uskyldigt”.
“Man kan finde meget, der er værre”, lød det fra formanden til DR.
Samuelsen er sur
Det fik bl.a. Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, til at reagere.
– Jeg håber, det her er et hackerangreb. Det her er det noget mest platte og nedladende, jeg nogensinde har set, siger han.
– Jeg kan slet ikke forstå, at man bruger kvindevold, porno, afrevede hoveder og uddeling af jeg ved ikke hvor mange lussinger som argument for, at folk skal gå ned og stemme.
– Hvis man virkelig mener, at det er måden at tale til unge mennesker på, så er det simpelthen så nedladende, som det kan være, siger Samuelsen.
Filmens “Voteman” laver også andet end at gennembanke sofavælgere. Han har også tid til at dyrke gruppesex med en masse villige kvindefigurer i videoen, der sørger for at holde alle dele af “Votemans” trænede korpus varmt.
Cekic er ikke imponeret
SF’s ligestillingsordfører Özlem Cekic er ikke imponeret.
– Folketinget kan og skal ikke være afsender på sådan et kvindesyn. Troede grunden til unge skulle stemme var, fordi demokrati var en vigtig værdi at tilslutte sig. Men videoen står for alt andet end det, jeg forbinder med demokrati, ligestilling og ligeværd, siger hun i en kommentar.
Venstres Ungdom har også svært ved at se humoren i filmen, der taler ned til den gruppe vælgere, filmen er rettet mod, lyder det fra landsformand Jens Husted.
Landsformanden mener ikke, at Folketinget skal fornedre debatten omkring valget ved at tro, at børn og unge kun vil se tegnefilm og kun interesserer sig for sex og vold.
I stedet mener Jens Husted, at man bør bruge ”god, gammeldags oplysning”, og at det ikke behøver være kedeligt, bare fordi det er omkring Europa-parlamentsvalget.
/ritzau/jml