Først lod de en af verdens bedste ”slackliners” – en slags linedansere – gå på line mellem to Volvo-lastbiler, der fræser af sted på en øde motorvej i Kroatien. Et stunt, der bredte sig som en steppebrand i alverdens medier, og som i dag er set næsten seks millioner gange på YouTube.

Så arrangerede de et kæmpe liveshow, som også blev streamet online, hvor den nye truck blev afsløret på scenen som en rockstjerne med musik, blinkende spotlights og energipumpet konferencier.

Og nu har Volvo Trucks så sammen med sit reklamebureau, svenske Forsman & Bodenfors, opfundet endnu en ny måde at servere truck’en på: et auktionssite på eBay, hvor den første af de nye lastbiler – et samlerobjekt, som det hedder – bliver bortauktioneret i løbet af den kommende uge.

Auktionssitet tjener samtidig som lancering af en særlig hjemmeside for den nye truck. Sitet indeholder alverdens informationer, videoer og billeder af lastbilen – også føromtalte video ”The Ballerina Stunt” – og det er konstrueret, så det passer ind på eBays standardplatform og format.

I skrivende stund er der lagt 93 bud på lastbilen – seneste lyder på 222,372 euro, hvilket svarer til godt 1,6 millioner kroner.

Pengene, der kommer ind, lander imidlertid ikke i Volvos lommer, men går til nonprofit-organisationen SFL (Star For Life), der arbejder for at bekæmpe HIV blandt børn og unge i Sydafrika.

Auktionen på eBay slutter om otte dage og kan følges her.