Den globale rejsesøgemaskine momondo lider under coronakrisen, og det har nu ramt næsten 40 procent af marketing-medarbejderne på det københavnske kontor.
– Vi reagerede som nogle af de første med at tilpasse omkostningerne, men er som mange andre i branchen blevet tvunget til at tage den virkelig svære beslutning at sige farvel til en række meget dygtige medarbejdere.
Sådan lyder det fra Tore Pein Jensen, adm. direktør for momondo A/S, i en mail til Markedsføring.
Han uddyber:
– I København er 39 procent af vores medarbejdere blevet berørt i form af afskedigelser eller nedsat tid. I marketing-afdelingen er det tal 38 procent.
Hvor mange mennesker, det præcist drejer sig om, oplyser momondo ikke, men ud fra Markedsførings oplysninger har kontoret i København hidtil beskæftiget omkring 125 personer i alt.
Lægges det grund, ligger det samlede antal af berørte medarbejdere i København altså på lige knap 50.
Så det komme i februar
Ud over København har momondo også kontorer i USA og APAC, som drives ud af Australien. Og også på globalt plan er virksomheden ramt.
KAYAK-CEO, Steve Hafner, siger således til rejsemediet Skift, at man har måttet fyre 160 og sende 240 hjem på ”furloughs” (en slags midlertidig orlov, red.)
De danske tal kommer oveni de 400, fremgår det af den mail, KAYAK-CEO’en har sendt til medarbejderne, hvori det også præciseres, at ”Tore Pein Jensen håndterer processen for det københavnske kontor.”
Tore Pein Jensen oplyser i mailen til Markedsføring, at man tidligt i krisen så, hvor det kunne bære hen:
– Allerede i februar så vi tendensen og implementerede en række initiativer for at nedbringe omkostninger, som for eksempel at stoppe ansættelser, neddrosle marketing og øvrige udgifter.
”On garden leave”
En af de medarbejdere, der nu har forladt det københavnske momondo-kontor, er Simon Ryhede.
Han skriver på sin LinkedIn profil, at han er ”on garden leave”:
– Rejsebranchen er hårdt ramt af COVID-19, og det samme er Momondo! Derfor er jeg, sammen med 40% af KBH staff, blevet opsagt og “on garden leave”. Nu vil jeg bruge sommeren sammen med familien og så tænke godt over hvad næste skridt skal være, lyder det i hans LinkedIn-post.
Men han er ikke stødt på manchetterne, siger han til Markedsføring:
– Det er rigtig ærgerligt, men det var jo forventet. Alle vidste, det ville komme, når al flytrafik og rejseaktivitet står stille. Og det har været helt efter bogen.
Simon Ryhede var Digital Director, Marketing Europe, KAYAK, og er nu klar til, som han siger, ”at nyde sommeren og drikke noget karma-kaffe”:
– Vi har fået en god og fair aftale, og hvad jeg nu skal, vil jeg tænke lidt over i den kommende tid. Om det skal være på kunde- eller bureauside er ikke afgørende. Men det er vigtigt for mig at lande et sted, hvor der er en god kultur, og hvor man kan gøre en forskel, siger han, der før momondo-tiden var Director of Social & Digital hos bureauet We Love People.
Hjælper de berørte medarbejdere
Ifølge Tore Pein Jensen er der lys forude, men det vil tage tid:
– Vi er sikre på, at branchen kommer tilbage igen, men tror også, at det tager år, inden den er helt tilbage, skriver han og tilføjer:
– Og derfor har vi tilpasset virksomheden – både så vi kan bevare vores position på kort sigt, men også så vi har de nødvendige muligheder for at skrue op for vores investeringer igen, når tiden bliver moden til det.
For at hjælpe de berørte medarbejdere videre har momondo blandt andet allieret sig med headhunterbureauet Marcher Markholt:
– Vi har en kæmpe talentmasse inden for både marketing og tech. Og jeg håber virkelig, at de dygtige medarbejdere, vi desværre har sagt farvel til, hurtigt finder noget nyt. Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe, lyder det fra Tore Pein Jensen.
Momondo er oprindelig dansk-startet, men drives i dag af amerikanske KAYAK og er en del af det børsnoterede selskab Booking Holdings Inc., der også rummer brand som Cheapflights og OpenTable.