Sig Volvo Trucks – og de fleste, der beskæftiger sig bare perifert med reklame, marketing og medier vil sige: Ja, det er dem med ”Epic Split”-videoen fra 2013, hvor Jean Claude Van Damme går i spagat mellem to lastbiler.
Reklamefilm-serien ”Live Tests”, som Van Damme-videoen var en del af, vandt efterfølgende stort set alt, hvad der er værd at vinde ved de internationale, kreative award-shows – og nu kommer der mere nyskabende markedsføring fra Volvo Trucks.
Denne gang i form af en reality-serie – Reality Road – med kunstneren Mapei, som i løbet af et ni dage langt roadtrip gennem Europa optager en ny musikvideo sammen med instruktøren Liza Minou Morberg.
Til hjælp har de en specialbygget Volvo FH fyldt med rekvisitter, dværgschnauzeren Sushi og en af verdens bedste chauffører – Jens Karlsson – der også sad bag rattet, da ”The Epic Split” blev optaget.
Skal fremhæve serviceudbud
Med ”Reality Road” vil Volvo Trucks sætte fokus på det stærke serviceudbud, forklarer Per Nilsson, direktør for PR i Volvo Trucks.
– For at en lastvogn skal kunne blive ved med at klare arbejdet ude på vejene, er de servicetilbud, som den er udstyret med, lige så vigtige som selve lastvognen. Samtidig vil vi gerne skabe tv-underholdning, der tiltrækker et bredt publikum. Så vidt jeg ved, er vi den første virksomhed, der bruger reality-tv til markedsføringsformål, siger han.
I løbet af seriens ni dage rejser den brogede flok fra Sverige til Italien, en rejse på mere end 4.000 kilometer, og optager undervejs scener til Mapeis single ”millionwaystolive”, fra hendes kommende album.
Selv siger Mapei om oplevelsen:
– Jeg elsker at rejse og få mulighed for at møde nye mennesker og kulturer. Det er også det, sangen handler om – at tage ud på vejene med friheden til bare at rejse rundt. Det er den ultimative sang til et roadtrip.
På to hjul
I tillæg til at vi får mulighed for at se Volvo Trucks’ serviceydelser blive sat på prøve på forskellige, uventede måder, følger vi også Mapei, mens hun lærer lastvognenes verden at kende og udfordrer den.
Fx ser man hende optræde sammen med drag-kunstnere på en lastbilfærge til Polen, arrangere en spontan koncert i en forstad til Paris og følge med under et stunt i Berlin, hvor lastvognen kører på to hjul.
Serien består af otte afsnit i alt. De første tre offentliggøres på Volvo Trucks’ YouTube-kanal torsdag i denne uge.
Du kan se tre trailere for serien her.
Svenske Forsman & Bodenfors er bureau på kampagnen.
Reality Road
Mød Mapei
Mød Jens