Det virker måske ganske upassende at fokusere på ”os”, når det er Line, der alt for tidligt er gået bort. Men jeg tillader mig alligevel at indlede med dette ”upassende” ord, thi Line Buch Willadsen var en ”OS-pige” for fuld udblæsning.
Når Line trådte ind i en klynge mennesker, hun for øvrigt i de fleste tilfælde selv havde samlet, udviklede sammenkomsten sig til en fest. Line var om nogen en livsglad og livsbekræftende pige. Line gik rent ind. I hjertet på alle. Hun kendte alle. Og alle kendte hende. ”Stille” var ikke hendes mellemnavn.
Jeg har aldrig mødt et menneske med så stor kontaktflade og omgangskreds – virkelig. Jeg har ikke slået Line op på Wikipedia, men hvis jeg skulle, ville jeg gå ind under ”social.” Her burde hendes navn stå med versaler.
Men Line var langt fra kun en ”kvantitativ” pige, trods hendes enorme kontaktflade. Hun søgte dybt i de venskaber, hun indgik i. Og i de mennesker, hun knyttede til sig. Men hun blandede sig også i nærmest alt, hvilket er en af grundene til, at hendes chef, Otto, har så lidt hår på hovedet.
Om det var den årlige annoncør-rejse til Cannes eller True Awards-fest, var Line ”in your face”. Også Ottos. Nogle gange, skal det siges, fik Otto også indflydelse på annoncørforeningens tiltag. Han husker ikke præcis hvilke, men hævder at det er sket.
Hun sprudlede i enhver sammenhæng og var indbegrebet af livsnyder. Hun var den eneste, der slentrede ned ad Croisetten i sine Eiffeltårn-høje hæle med retning mod sandet og den nedadgående sol. Solen gik altid i seng før Line, og det gjorde de fleste andre også.
Apropos høje hæle, ejede Line nogle monstre, hun kaldte for ”mine receptions-sko”. Dem havde hun med i sin betydelige håndtaske, når hun skulle til reception. Engang Otto spurgte, om de var velegnede til at gå i, svarede Line: ”Otto, receptions-sko er til at stå i, ikke gå i, det ved enhver.” Når receptionen var slut, tog hun dem af og iførte sig nogle andre stilletter, der bar hende videre mod nye mål.
Fagligt dygtig
Line elskede at arrangere, elskede at deltage, elskede at feste. Og hun elskede faktisk også at arbejde. Trods musikken og virakken, var Line fagligt knalddygtig. Nok fik hun det gode og sjove ud af alt, men hun kunne være nok så alvorlig og pligtopfyldende.
Måske bedst illustreret ved, at hun selv skriftligt lukkede for sin mobil og Fullrate-abonnement en måned før sin bortgang. Der var ikke grund til at opretholde abonnementer, når løbet var kørt. Dér snød, læs overraskede, Line endnu engang Otto, chefen gennem 15 år.
En af de rigtig triste kendsgerninger er, at Line havde mødt manden i sit liv, Niklas, som hun med hæs megafonstemme kaldte for ”drømmemanden i mit liv.” Hun ville have børn, og det var i den proces, hun opdagede den ondartede cancer, hun selv ganske typisk kaldte for ”en lortesygdom.”
Vi, der havde glæden ved at kende hende, husker Line som en dejlig, varm ”gutter-pige”. For hende var livet en fest. Lad os mindes hende på den måde. Nok blev Line Buch Villadsen kun 39 år, men hun satte sit fingeraftryk med flammeskift på alle de relationer, hun indgik i.
Familien og vennerne er samlet til en ceremoni ved Helleruplund Kirke på lørdag kl. 12.00. Line ville have insisteret på, at deltagerne var festklædte og især kom med et smil på læben.
Æret være Line Buch Willadsens minde.