Som tidligere omtalt i disse spalter annoncerede den danske undertøjsproducent JBS og tennisstjernen Caroline Wozniacki tilbage i juni et nyt reklamesamarbejde om en undertøjskollektion til kvinder.

Nu optræder Caroline Wozniacki, der i weekenden for alvor fik noget at juble over med sin første WTA-sejr i år, også i en “bag scenerne”-optagelse fra reklameoptagelserne til JBS’ “This is me”-kampagne.

Og videoen er allerede blevet lidt af et hit på YouTube, der i skrivende stund har fået godt 225.000 visninger på YouTube.

Den danske tennisdronning opfatter videoen som meget personlig.

– Reklamekampagnen er lavet på en meget smagfuld måde. Det var meget vigtigt for mig, da det er en meget personlig kategori, sagde Caroline Wozniacki til Jyllands-Posten i fredags.

Netop den personlige Caroline Wozanicki og et tæt samarbejde har været vigtigt for JBS, lyder det i samme artikel.

– Vi har et tæt samarbejde med Caroline om kollektionen, som hun på alle måder er en del af. For os er det vigtigt ikke bare at have et ansigt, som lægger navn til, men at vi reelt har et samarbejde med stjernen. Og det er tilfældet her, siger adm. direktør Michael Alstrup, JBS.

Kampagnen er i øvrigt kreeret af UncleGrey.