Kult-spillet Angry Birds – der i al sin enkelthed handler om at kaste fugle i forskellige farver og størrelser efter grise-fæstninger for at styrte grisene og redde fuglenes æg, som grisene har stjålet – går sin sejrsgang på spilplatforme over hele verden.
Og nu har det finske selskab bag spillet, Rovio Mobile Ltd., fået en pose penge med 42 millioner dollar (godt 230 millioner kroner) fra en gruppe investorer, som blandt andet skal gøre det muligt at udvikle nye brand extensions til fuglene. Der tales ifølge Wall Street Journal blandt andet om tegnefilm både til nettet og til tv.
Blandt investorerne, hvoraf enkelte også skal træde til med strategisk rådgivning for finnerne, er Accel Partners, et venturekapital-selskab, som tidligere også har kastet penge i Facebook og Groupon, samt Atomico Ventures, som er etableret af Skype-grundlæggeren, svenske Niklas Zennström, som i øvrigt også bliver medlem af Rovios bestyrelse.
At de mange millioner giver yderligere ekspansionsmuligheder for det finske selskab, er der formentlig ingen tvivl om, men det har nu ellers ikke skortet på indtægter hidtil.
Siden lanceringen til iPhone i december 2009 er Angry Birds blevet tilpasset en lang række andre platforme, og ifølge avisen Dagens Næringsliv har Rovia solgt fugle-spil og -merchandise for over 550 millioner inden for det seneste år.
Officielle tal viser, at selve Angry Birds-spillet er downloadet 75 millioner gange – heraf kommer de 60 procent af downloads’ene fra Apples App Store, mens resten kommer via Android-platformen.
Spillet fås både som gratis reklame-finansieret version og som betalingsprodukt, og ifølge nyhedssitet businessinsider.com tjener Rovia gode penge – dels på at sælge spillet til iPhone-brugere og dels gennem reklameindtægter til gratisversionen til Android.
Sidstnævnte genererer 1 million dollar til selskabet. Om måneden.
Og som den slags succes’er plejer, har også Angry Birds fået kærlige parodier med på vejen. Her en lille film fra et israelsk comedy-show, hvor en fredsforhandler forsøger at mægle mellem de stridende parter…
/embed>/embed>/embed>