Bilgiganten Volkswagen ser overraskende tegn på en ny nedtur i bilsalget det næste halvår. Flere store bilfabrikker er ellers på det seneste kommet med positive salgstal, efter at den globale finanskrise på det nærmeste satte branchen i stå. Salget af VW, Audi, Seat og Volkswagen Groups andre mærker triller nu også igen ud fra forhandlerne. Men ikke hurtigt nok. Det fik fredag den tyske bilgigant til at advare om, at andet halvår af 2010 nok ikke bliver så positivt, som branchen kunne drømme om, skriver Financial Times.
– Nu, da de forskellige støtteprogrammer til bilindustrien løber ud, må det globale bilmarked forvente tilbagegang i årets anden halvdel, sagde VW’s salgsdirektør og bestyrelsesmedlem, Christian Klingler.
VW-gruppens salg steg i juli 2,9 pct. til 572.200 biler. Det er en klar afkøling sammenlignet med maj og juni, da stigningen lød på hhv. 8,6 og 5,7 pct. Volkswagen ser statistikken som et klart tegn på, at bilindustrien mister moment efter et forår, hvor statslige hjælpepakker og fornyet købelyst hos forbrugerne ellers havde hjulpet producenterne på ret kurs. Nu løber hjælpepakkerne imidlertid ud, og lande overalt i Europa lægger spareplaner for at minimere statsgælden.
Epn.dk