I rundt regnet 45 sekunder kunne man godt tro, der var tale om en reklame for sund og slankende hundemad. Hvis ikke det lige var for nogle af klippene, som godt kan minde om sekvenser fra VW’s store reklamesucces ”The Force” fra sidste år.

Og hvis ikke det var fordi, man vidste bedre. VW har, ligesom en stribe andre af årets Super Bowl-annoncører, i år valgt at frigive deres reklamefilm, inden selve kampen, der finder sted på søndag.

Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er buzz’en allerede i fuld gang. En Google-søgning på ”The Dog Strikes Back”, som den nye film hedder, henter ikke færre end 131 millioner resultater. Bevares, der er også nogle imellem, som ikke handler om filmen, men alligevel.

En tyk hund i hovedrollen

Filmen handler i al sin enkelthed om en sød, men noget fedladen, hund, som gerne vil ud på gaden for at løbe efter – ja, naturligvis den nye VW Beetle 2012. Men den er for tyk, altså hunden, og derfor går den i gang med et større træningsprogram med diæt, gymball, svømning, løbebånd og det hele. Endelig, da foråret kommer, har den slanket sig så meget, at den kan komme ud af husets ”hunde-lem” og kaste sig ind i jagten på den forbipasserende, røde VW Beetle.

Men bedst som pay-off og det hvide skilt med VW-logoet toner frem, sker et sceneskift, og vi befinder os i den berømte Cantina fra Star Wars-universet. The Cantina er i dagens anledning indrettet som en slags Sports Bar” med storskærme og fyldt med figurer og personer, der kunne være taget direkte ud af en af de originale film. Og så kippes der ellers med flaget til sidste års ”The Force”.

Genialt eller for galt?

Men er det genialt – eller helt hen i vejret? Det er der delte meninger om, hvis man bevæger sig lidt rundt på nettet. Adweek skriver lidt lunkent, at den er ”da sød nok, men den matcher ikke helt den underfundige storytelling og det begavede payoff, som gjorde The Force til et mesterstykke.

Og måske blev den oversolgt lidt af teaserfilmen med de syngende hunde, som er set over 10 millioner gange på Youtube, men dybest set ikke har noget at gøre med selve Super Bowl-filmen. Men det er en sød hund, og der er en Star Wars-reference så det er sikkert nok til at gøre de fleste tilfredse.” VW satte i januar gang i årets Super Bowl-kampagne med sin teaserfilm

”The Bark Side” og kampagnen omfatter desuden en lang række digitale og social media-events. Den breder sig desuden på Facebook og naturligvis på VW’ eget site. På Youtube har filmen foreløbig trukket 436 kommentarer – nogle er begejstrede, andre langt fra. Se 75 sekunders-udgaven af Super Bowl-reklamen her – og døm selv: