– Værsgo at gå i gang: VW’s marketingchef, Michael Stein, overrækker en lille, flad pakke til Markedsførings udsendte, og efter et par foldeøvelser dukker et par VR-briller op.

– Så downloader du appen, lægger din smartphone ind i brillerne, og så er du i gang, siger han.

Og ja, det virker: På med brillen og pludselig står man i et virtuelt showroom med en række udstillede bilmodeller, som man ved hjælp af en prik i synsfeltet kan customize med forskellige farver, andre fælge osv, ligesom man kan ”sætte sig ind” i kabinen og se sig omkring.

Ud over denne signatur har omkring 15.000 danskere netop modtaget en tilsvarende pakke som Direct Mail, og ideen er ifølge VW’s marketingchef i bogstaveligste forstand at ”sende” forhandlerne og showroomet ud i danskernes stuer.

– Bilkøbere i dag forbereder sig meget mere end tidligere, inden de kommer ud til forhandlerne. Faktisk var 7-8 forhandlerbesøg pr. bilkøb almindeligt for bare fem år siden, i dag ligger vi nok på halvandet besøg pr. bilkøb. Og når forbrugernes adfærd og beslutningsprocesser ændrer sig, må bilproducenterne følge trop. Men denne aktivitet kan du sige, at vi forkorter afstanden til forhandlerne ved at bringe showroom og inspiration ind i folks stuer, siger Michael Stein.

Danskerne er klar

De 15.000 modtagere af Direct Mailen fra VW er nøje udvalgt fra bl.a. leads, kundekartotek, tidligere kunder generelt og personer, der i forvejen ejer et eksemplar af landets mest solgte bil – en VW Up!

Det hænger samme med, at kampagnen netop har den splinternye UP! som primært omdrejningspunkt, og det er da også især – men ikke kun – UP!-modeller, der kan studeres og individualiseres via VR-brillerne.

– Volkswagen henvender sig jo til en ganske bred målgruppe, så derfor kan man selvfølgelig se på flere forskellige modeller i det virtuelle showroom, siger Michael Stein.

Er familien Danmark klar til at se på ny bil på denne her måde?

– Det er jeg overbevist om. Danmark er jo et af de lande, hvor smartphone-penetrationen er meget høj. Og vi har længe kunnet se det på vores eget site. Trafikken kommer i markant stigende grad fra mobil eller tablet frem for PC.

– Vi er ”på” på alle tider af døgnet, uanset hvor vi er, om det er i bussen, på rejse eller derhjemme, og det stiller altså krav til annoncørerne om at være relevante på andre måder end vanligt. Så ja, vi tror danskerne er klar.

Men I holder fast i de mere traditionelle medier?

– Det gør vi. Både på TV, print og online. Vi ser dette her som et supplement til traditionel marketing, men jeg er til gengæld overbevist om, at vi får mange flere af denne type aktiviteter at se fremover, siger Michael Stein, som dog stadig ser TV som en vigtig platform. Af flere grunde:

– For det første er vores målgruppe meget bred, hvilket i sig selv er et godt argument for at holde fast i TV, og for det andet kan vi faktisk tydeligt se, at både henvendelser og trafik på vores digitale platforme stiger efter en tv-reklame: Så der er ingen tvivl om, at TV fortsat er et vigtig medie for os.

Teknologiske front runnere

Som en ekstra teknologisk finesse, har VW udstyret alle sine 54 forhandlere med et POS-kit, bestående af tablet og software, så interesserede, der kommer på besøg i butikken kan customize de udstillede modeller ved brug af Augmented Reality.

– Nogle af vores forhandlere er jo ikke så store, rent arealmæssigt, og derfor kan de ikke have hele modelprogrammet stående i flere forskellige versioner og farver. Med tabletten og den særlige software, de nu er udstyret med, kan de vise kunderne, hvordan en UP!, en Golf eller en Passat ser ud i blå, rød eller hvid.

Og som en ekstra-ekstra detalje, kan man endda søge sin egen adresse op på mobil og tablet og se bilen i den valgfrie farve, parkeret foran sin egen bolig. Og skal du selv prøve, kan du bestille VR-brillen her.

Kan I prale af at være first movere her?

– Det tør jeg ikke lægge hovedet på blokken og påstå, men vi er i hvert fald ret overbeviste om, at satsningen her kan skabe en masse opmærksomhed hos danskerne. Og så synes vi, aktiviteten sender et meget passende signal om, at vi er gerne vil opfattes som langt fremme på tech-fronten.

Hvad koster aktiviteten her?

– Et betragteligt millionbeløb. Det er den største lancering, vi kører i år.