Det er altid svært at lave en 2’er – men Volkswagen vov’er forsøget. I hvert fald har den tyske bilgigant netop offentliggjort en teaser-film for at varme op til sit 2012-reklameindslag i forbindelse med februars amerikanske mega-sportsbegivenhed, The Super Bowl – den årlige afslutning på den professionelle, amerikanske fodboldliga NFL.
Og ud fra devisen: Never change a winning game ser det ud til, at VW holder sig på de kendte græsgange – i hvert fald rent tematisk.
For ligesom The Force, sidste års kæmpesucces med den charmerende lille Darth Vader-figur i hovedrollen, lagde sig tungt i Star Wars-universet, så skal vi også den vej i år. I hvert fald hvis man skal tro teaser-filmen, som netop er offentliggjort – The Bark Side, hedder den. Her gør og vuffer et ivrigt hunde-kor sig igennem de umiskendelige toner af ”The Imperial March” – også kendt som Darth Vader’s Theme.
Melodien, der blev komponeret af John Williams til Stjernekrigens femte episode: Imperiet Slår Igen fra 1980. Til adfreak.com oplyser VW, at The Bark Side-teaseren giver nogle hints om de spændende elementer og karakterer, der optræder i det kommende Super Bowl-spot.
– Så hold øje med vores 2012 Game Day-film – så giver det hele mening, lyder det kryptisk fra VW, som nu drysser stjernestøv ud på sin hjemmeside. Her kan man fra den 27. januar gå ind og lave sin egen inter-galaktiske invitation til Super Bowl-fest – allerede nu ligger en alternativ udgave af den velkendte skråt-løbende tekst henover den sorte stjernehimmel… “
Pretty soon, in a neighborhood not very far, far away…” Se VW’s teaser – som i øvrigt efter blot to dage er set næsten tre millioner gange på Youtube – her.