Det har lange udsigter, før de sidste dønninger fra VW-skandalen har lagt sig.

Flere eksperter har udtalt, at skandalen, ikke overraskende, vil være skadelig for VW-brandets omdømme, men ingen har hidtil turdet anslå, hvor stort et beløb, der er tale om.

Det eneste tal, der hidtil har været på bordet, er de 120 mia. kroner, som VW-koncernen maksimalt kan ende med at tabe i en retssag mod det amerikanske justitsministerium og EPA-miljøagentur. VW har selv sat 48 mia. kr. af til erstatningen – foreløbig.

Nu vover analysehuset Brand Finance pelsen efter at have foretaget en beregning af VW’s omdømme.

Ifølge analysehuset, der er kendt for sin årlige opgørelse over de 500 mest værdifulde brands, har VW-koncernen mistet en tredjedel af sin ”brand value”, der før skandalen blev vurderet til 206 mia. kroner.

Det gjorde på daværende tidspunkt ”Das Auto” til det tredje mest værdifulde bil-brand, kun overgået af japanske Toyota,  som branchens duks og efterfulgt af BMW, som i øvrigt for nyligt toppede Reputation Institutes liste over virksomheder med det bedste omdømme.  

VW-koncernen havde hellers præsteret en fremgang på 26 mia. kroner i forhold til året før, men er nu blevet afløst af en kolossal tilbagegang.

– I første omgang så det ud til, at Volkswagen måske kunne slippe uden om alvorlige skader på brandet. Men omfanget af det bedrag, der er blevet afsløret, har skabt en krise for VW et hidtil uset omfang, lyder det fra David Haigh, adm. direktør for Brand Finance i en pressemeddelelse.

– Den tilsyneladende lethed, hvormed virksomhedens aktiviteter er blevet afsløret, gør det endnu mere overraskende, at VW har været villig til at bringe sit mest værdifulde aktiv i fare, fortsætter han.

Han sammenligner situationen med Toyota, der i perioden 2009-2011 kæmpede med alvorlige mekaniske problemer og på to år udløste et fald i ”brand value” på 19 mia. kroner.

– Toyotas fejl førte til direkte til dødsulykker, mens Volkswagens påståede aktiviteter kun udgør en trussel mod livet på en indirekte måde, men udgifterne til tilbagekaldelser og bøder risikerer at blive langt større end dem, Toyota stod overfor, forklarer David Haigh.

– Det, at der tilsyneladende er tale om en bevidst handling, påvirker VW’s troværdighed. Det gælder derfor om at undersøge kilden til den påståede forbrydelse og herefter fremlægge resultaterne af undersøgelsen for at undgå smitte, fastslår David Haigh og afviser enhver udsigt for VW-brandet til at vende hurtigt tilbage til fordums styrke.

VW-koncernen tjente i 2014 hele 85 mia. kr., så der er stadig et stykke vej til kassen er tom.