– Nu er det kun de med de grønne programmer, som må prøve.
Ordstyrer Stefan Engberg henvender sig til en forventningsfuld forsamling af mænd i sorte jakkesæt. Kun enkelte kvinder har sneget sig ind i lokalet, hvor WAP Demodays er i fuld gang. WAP står for wireless application protocol og er en ny standard indenfor mobiltelefoner, der gør at internettet er rykket ned i lommen.
Thor Østergaard fra Information Highway har netop afsluttet sin præsentation af Nordisk Films WAP-løsning, hvor man via en mobiltelefon kan bestille billetter over nettet. Nu skal deltagerne, som alle sidder pænt bænket på stole, selv prøve at bestille billetter på deres mobiltelefon. For at undgå overbelastning af nettet, er deltagerne delt ind i to grupper og de får nu skiftevis mulighed for at prøve kræfter med de nye WAP-løsninger. Rundt om deltagerne vimser hjælpere i orange t-shirts, der straks griber ind for at yde hjælp, hvis modløsheden skulle melde sig.
Det er KIM (Klub for interaktiv Markedsføring), der står bag WAP Demodays, det første arrangement i en række af kommende Demodays, hvor der vil blive sat fokus på interaktive markedsføringsmetoder. Formålet med arrangementet er at give alle, der interesserer sig for den ny WAP-teknologi, mulighed for at opleve WAP-tjenester i funktion. De knap 100 deltagere får derfor udleveret en ny WAP-telefon på arrangementet til personlig test af seks WAP-tjenester.

SALG, UNDERHOLDNING OG INFORMATION
Med et mobilt internet åbner der nye muligheder for at lave services og specielt oplagte er de løsninger, der skaber salg, underholder og giver information. Blandt de seks præsentationer på Demodays var der løsninger fra alle tre lejre.
En af demonstrationerne var en WAP-løsning fra Scandic Hotels, som gør, at det nu er blevet muligt at booke hotelværelse via telefonen. Det er dog endnu ikke muligt at betale over telefonen, så den service må man vente lidt med. Et eksempel på underholdning gennem en WAP-tjeneste er Klik og Vind, hvor folk, når de sidder og venter på bussen, kan deltage i forskellige daglige quizzer. Informationsløsningen med WAP blev præsenteret ved et eksempel fra tjenesten Infosport, der giver mulighed for at søge efter sportsresultater i 400.000 kampe fra forskellige idrætsgrene via sin mobiltelefon.
En spændende WAP-løsning, som ikke i sig selv skaber salg, underholder og giver information var WAP-banken NEXT-bank, der giver kunderne mulighed for at være i kontakt med deres bank, når som helst og hvor som helst.
Alle løsningerne, som blev præsenteret på Demodays, rummer nye muligheder for at lave mere målrettet markedsføring og specielt One-to-One-markedsføring af produktet, for nu kan firmaerne tilrettelægge deres kampagne udfra, hvem kunderne er og hvor de opholder sig geografisk.
Hos Forrester Research lavede man i slutningen af 1999 en undersøgelse af, hvordan udbredelsen af WAP vil være i de næste år. Her fremgår det, at det først og fremmest være de unge og rige, som vil kaste sig over den nye teknologi.
– Men om fire år vil der være flere WAP-telefoner end almindelige telefoner blandt den europæiske befolkning og en tredjedel af alle mobilbrugere vil bruge en WAP-tjeneste hver måned, sagde Matthew Nordan, senioranalytiker fra Forrester Research, der afsluttede Demodays. Han så tre grunde til at firmaer burde gå i gang med at lave markedsføringsløsninger via WAP-telefoner.
– Konkurrenterne gør det, det er billigt og samtidig åbner der sig helt nye markeder i det sydlige Europa. I lande som Spanien og Grækenland vil mange unge have deres første bekendtskab med nettet via en WAP-telefon, sagde han.