Endnu en skandalesag føjes nu til de foregående for PR-bureauet Waterfront.

Ifølge DR Nyheder er bureauet involveret i en sag, hvor det har fået adgang til sin konkurrent Dreyer+Kvetnys fortrolige korrespondance med partisekretæren for Det Konservative Folkeparti på Christiansborg.

En sag, der nu skulle være politianmeldt.

Den nye sag kan dateres tilbage til forsommeren 2012, hvor Dreyer+Kvetny holdt møde med den konservative leder, Lars Barfoed (K) og den konservative partisekretær, Martin Dahl.

Her blev det diskuteret, hvordan partiet kunne komme igen efter det ringe resultat ved folketingsvalget i 2011. De Konservative håbede, at Dreyer+Kvetny kunne løse opgaven.

Efter mødet sendte Jakob Dreyer, partner i PR-bureauet, en mail til Martin Dahl med sine overvejelser omkring partiets genrejsning.

Kort efter dukkede mailen ifølge DR Nyheder også op hos Daniel Rugholm, daværende medlem af hovedbestyrelsen i Det Konservative Folkeparti. Afsenderen var ikke længere Jakob Dreyer, men hans direkte konkurrent, Waterfront-direktør Lars Poulsen.

Han havde videresendt mailen med håb om, at Waterfront kunne overtage aftalen med De Konservative, og han skriver ifølge DR Nyheder blandt andet til Daniel Rugholm:

– Her er en intern mail til Martin (Dahl, red.), som du ikke har fået. Så ved du, hvad vi er oppe i mod, hvis du vil have dem til at standse processen og overveje et alternativ.

DR/Berlingske Nyhedsbureau