I efteråret fik We Love People to nye kreative direktører i skikkelse af henholdsvis Olga Bastian, der kom fra Liquidminds, og Heidi Volke, der havde været senior tekstforfatter på bureauet gennem seks år.
Nu følger en tilsvarende styrkelse på den strategiske front, idet Kamille Rannes, der de seneste otte år har været på Ogilvy som Head of Planning, træder ind som ny kontaktchef og Head of Strategic Planning – og bliver en del af bureauets daglige ledelse.
Med oprustningen intensiverer We Love People indsatsen for – på kundernes vegne – at forene formål og fortjeneste:
– Purpose er ikke en marketingbølge, men en business-bølge. Og det understreger behovet for strategisk begavelse og elegance. Begge dele ser vi i Kamille Rannes. Og så er hun planner og glider derfor naturligt ind i We Love Peoples indsigtsbårne historie, siger Karina Holm Henriksen, der er CEO i We Love People, og tilføjer:
– Kamille Rannes’ primære opgave bliver at brygge bro mellem profit og purpose og hjælpe os med at føre bevis for, at formålsdrevne kommercielle virksomheder kan outperforme ikke-formålsdrevne virksomheder.
Tjen penge og gør gode ting
Kamille Rannes har i en årrække fulgt den purposedrevne agenda for virksomheder og er velbevandret i business cases fra udenlandske virksomheder, der vil gøre en positiv forskel i verden.
– Vi ser stadig flere brands, der har til formål at gøre noget meningsfyldt, og som har erkendt, at man kan tjene penge og gøre gode ting – samtidig, for det hænger sammen og er ikke et enten-eller. Fra iværksættere til øl-giganter som Carlsberg og Heineken søger man at løse reelle behov, siger hun.
Det lyder umiddelbart som en smuk verden at være reklamebureau i, så Kamille Rannes skitserer i samme åndedrag den anden side af virkeligheden:
– Vi ser forbrugerne, som med adblockere og nej-tak labels fortæller, hvad de mener om virksomheder, der ikke har noget på hjerte. Vi lytter ikke til virksomheder, der udelukkende fokuserer på KPI’erne for næste kvartal eller på digital transformation uden tanke for at putte noget ind i brandet.
Virksomheder gør det rigtige – i stilhed
Christina Blak, der er partner og kreativ direktør i We Love People, supplerer:
– Vi befinder os i et sweet spot mellem purpose-orienterede forbrugere og danske virksomheder, der har set værdien i at have et stærkt purpose. Nogle går lige nu indsigtsbaseret til værks og prøver at styrke deres forretning ved at løse people problems, andre har en egentlig purpose-formulering og eksekverer på den. Mange virksomheder har et stærkt purpose, men går stille med dørene, for det kræver stadig et vist mod at sige ambitioner for en bedre verden højt – også i 2018 er greenhushing derfor noget, vi må forholde os til.
Karina Holm Henriksen runder af:
– Ansættelsen af Kamille skal ses i en naturlig forlængelse af en øget efterspørgsel fra markedets side efter rådgivning til både hvordan purpose formuleres og også implementeres internt – og ikke mindst hvordan det eksekveres kreativt i en storytelling og storydoing kontekst.
We Love People beskæftiger 21 medarbejdere, og kundelisten tæller bl.a. Ikea, Arla, Gyldendal, Lån & Spar og TrygFonden, der for nylig blev hyldet som Årets Markedsfører ved Advertising Effectiveness Award.