I de seneste år har der været en øget tendens til, at danskerne har blandet læsning af avisernes trykte udgaver sammen med læsning af de digitale udgaver, når TNS Gallup har ringet for indsamle læsertal.
Det har nu fået TNS Gallup og Index Danmark til at foretage en metodeændring, hvor det tydeliggøres overfor interviewofret, at det er den trykte udgave, der spørges til.
– Vi har løbende lavet stikprøvekontroller, der viser en lille tendens til, at folk glemmer hvilken udgave det handler om. Det er en tendens, vi har set siden…ja faktisk siden år 2000, siger Claus Nyvold, der udover at være annoncedirektør hos Ekstra Bladet, er formand for metodeudvalget bag læsertallene.
Han vurderer, at sammenblandningen af off- og online udgaverne tegner sig for et par procentpoint i læsertallene alt efter mediets størrelse.
I samme åndedrag ændrer TNS Gallup og Index Danmark også på spørgemetoden i forbindelse med læsning af hverdags- og lørdagsaviser i weekenden, for at danne et mere præcis billede af begrebet ”forskudt læsning”.
Ændringerne blev indført den 1. januar i år, og det betyder, at læsertal fra før årskiftet ikke længere kan sammenlignes med læsertal fra efter 1. januar.