DIS, eller Dansk Internet Selskab har eksisteret siden 1995, men ændringer over de seneste 15 år har betydet, at et navneskift var tiltrængt.
– Vi har været glade for vores navn, fordi det signalerede soliditet og stabilitet, hvilket har været en mangelvare nogle steder i webbranchen. Men både tiden og vi selv har ændret os så meget, at det var på tide at finde et navn, der svarer til vores nuværende identitet, siger administrerende direktør Lasse Morell om Dansk Internet Selskabs nye navn DIS/PLAY.
– Vi har valgt navnet, fordi det afspejler vores nuværende identitet som full-service webhus. Vores nye navn tager udgangspunkt i ’DIS’, som repræsenterer vores historie som en stærk teknisk leverandør. Vi har tilføjet ’PLAY’ for at understrege, at vi har udviklet os til et stærkt kreativt hus med kompetencer inden for strategi, kommunikation og design, fortsætter han.
DIS/PLAY beskæftigede sig i de første ti år primært med intranet og var den dominerende leverandør af intranet-løsninger til staten. Siden flyttede fokus til systemintegration og webudvikling på førende platforme.
– I gamle dage var teknologien vores udgangspunkt. I dag derimod har vi udgangspunkt i kundernes forretning og bringer vores teknologiske og kreative ekspertise i spil ud fra den konkrete kunde og opgave. Det var vigtigt for os at signalere, at vi har foretaget dette skift og er en anden virksomhed, end vi var engang, siger Lasse Morell.
Det er i samarbejde med designbureauet e-Types, at DIS’ nye navn er fundet.
– I udviklingen af det nye navn har vi haft fokus på at favne både historien og troværdigheden samt fremtiden og forretningspotentialet, siger Camilla Frederiksen, der er seniorkonsulent i e-Types.
DIS/PLAY udvikler webløsninger og portaler til kunder som blandt andet ISS Novozymes, Royal Greenland, Vestas og Økonomistyrelsen.