Kommunikations- og PR-bureauet Aspekta, der hører hjemme i Sydsverige og er en af regionens største spillere med over 20 ansatte, har solgt sin ejerandel i webbureauet Aspekta Propeople til den danske partner.
Dermed bliver planerne om at få web- og PR-verdenen til at smelte sammen i et fælles selskab mellem det digitale bureau og kommunikationsbureauet droppet.
I stedet overtager webbureau-delen af samarbejdet, danske Propeople, hele joint venturet. Og det er samtidig startskuddet til lidt af en svensk offensiv for webbureauet.
– Vi går efter at befæste vores position som webbureau i det sydlige Sverige. Næste skridt er etablering i Stockholm, siger Ole Andersen, der står i spidsen for Propeoples svenske aktiviteter.
Propeople blev etableret i år 2000 af Michael Drejer, Michel Samucha og Jesper Malmborg. I dag tæller Propeople over 100 specialister i seks lande. Størstedelen af disse har deres daglige gang på udviklings- og produktions-lokationer i Bulgarien og Moldavien.
Senest er nye kontorer i USA og Østrig kommet til, og nu skrues der altså også op for selskabets svenske satsning. Propeople har kunder som Maersk, Unicef, Egmont og Berlingske Media og omsatte for 35 millioner danske kroner i det seneste regnskabsår.