Sidste sommer tog grillbrandet Weber-Stephen første spadestik til et strategiskifte i Europa.

Derfor blev den danske marketingdirektør Stig Pedersen hentet til Berlin for at stå i spidsen en ny central marketingfunktion for EMEA-region, hvor han skulle føre den danske marketing-model ud i resten af Europa.

Nu står det klart, at det bliver danske UncleGrey, som skal hjælpe virksomheden.

– Vi har fra starten haft et ønske om at finde en samarbejdspartner, som havde erfaring med at udvikle og eksekvere kampagner på tværs af flere markeder, og samtidig kunne påvise forretningsmæssig høj ROI og højt internationalt kreativt niveau, fortæller Stig Pedersen og henviser til, at UncleGrey de senere år har høstet international anerkendelse for flere kampagner.

På tværs af 35 markeder

Udgangspunktet har været at udvikle en fleksibel kampagnestruktur, der skal fungere på 35 markeder.

Ambitionen er at skabe et mere homogent billede på tværs af de mange markeder, og iscenesætte grillkulturen på tværs af hele regionen.

– Vi har i den kreative proces haft fokus på at skildre den grillkultur, der eksisterer i de forskellige lande, og skabe en inspirerende fortælling omkring det fællesskab og den gastronomiske kontekst, som grillen indgår i, fortæller Jimmy Blom, kreativ direktør for UncleGrey.

Dermed er der lagt op til et mindre stilskifte, hvor danske forbrugere vil opleve, at den rendyrkede danske grillkultur bliver nedtonet til fordel for mere grillinspiration fra andre dele af verden.

Stig Pedersen understreger, at der holdes fast i den kendte Weber-model og at man fortsat videreudvikler sin portefølje af platforme og communities, som er kernen i brandets content marketing-strategi.

– Det man vil se er, at Uncle Grey har taget det bedste fra et veletableret koncept og ført til et endnu højere kreativt niveau. Eller du kan sige, at ”den danske model” har fået en vitaminindsprøjtning, siger han.

Lanceres i marts

Kampagnen bliver rullet ud på tv i 22 lande i begyndelsen af marts, og digitalt på samtlige markeder i regionen.

– Det er hensigten at anvende den traditionelle massemarkedsføring som udgangspunkt for at skabe interesse og øget kendskab til kampagnen, for herved at bane vejen for mere funktionelle tiltag og “deep dives” i en kombination af digitale, mobile og sociale aktiviteter, der stilles til rådighed for samtlige markeder i regionen, forklarer Lars Samuelsen, strategisk direktør for UncleGrey.

Du kan læse meget mere om Weber-Stephen og UncleGrey i det nye nummer af bladet Markedsføring, som er på gaden i denne uge.