Webbureauet Contentcube udvider forretningen, og i den forbindelse tiltræder Laura Jul som ny kreativ direktør. Hun bliver såmænd også partner.

Laura Jul har senest været selvstændig, men før det samlede hun 13 års bureauerfaring hos bl.a. Wunderman, Kunde & Co, OgilvyOne og DialoguePeople/NetPeople.

– Lauras profil er spot on i forhold til os. Hun har en enorm erfaring med at udvikle kommunikation til de sociale og digitale platforme, og hun er selv dybt forankret i den digitale verden som first-mover på netop de platforme, vi bygger til. Derfor er hun suveræn at have om bord, siger administrerende direktør Rasmus Nutzhorn Viemose.

Begejstringen for Laura Jul er ikke til at tage fejl af. I en pressemeddelelse udsendt i forbindelse med den nye aftale beskrives hun som ”Danmarks Twitter-dronning”, og hun ser også selv meget frem til samarbejdet.

– Jeg er meget glad for at blive en del af dette team. Det er en virksomhed med et enormt potentiale. Contentcube har ligget under radaren og fungeret som underleverandør længe, men nu står de overfor at skulle arbejde direkte med slutkunder, der efterspørger flere strategiske kompetencer. Så det giver rigtig god mening, også fordi vi deler de samme grundholdninger om at skabe kommunikation på digitale platforme ud fra fokus på relevans og relation, siger hun og fortsætter: ”Det har været vigtigt for mig at finde nogle at bygge noget op sammen med og komme ind i inderkredsen, så jeg for alvor kan være med ved roret. Også når de forretningsmæssige beslutninger skal træffes. Derfor har jeg valgt at blive partner i Contentcube, og jeg glæder mig meget til at bygge videre på bureauet og blive en endnu større del af deres netværk af seje tech start-ups.

Contentcube blev etableret i 2005, og har siden arbejdet som digitalt bureau for bl.a. Danske Spil, Nike, Miljøministeriet, Sony, Kræftens Bekæmpelse og Royal Copenhagen.