”Den, der lever stille, lever godt”, er et af de mantraer, der lader til at have fyldt meget i tankerne hos dem, der etablerede et af vores generations mest succesrige danske erhvervsforetagender.
Det drejer sig om webhotellet Surftown, som trods administrationen af flere end 200.000 internetdomæner i Skandinavien fortsat er relativt ukendt i den brede del af befolkningen.
Faktisk er det nok mest IT-chefer, webansvarlige og den slags, der kender Surftown, men nu er firmaet parat til skærpe marketingprofilen og gøre dets kommunikation lidt bredere.
Derfor har Surftown hyret dets første salgs- og marketingdirektør i skikkelse af Søren Rinnov Østergaard.
Han stod indtil for nylig i spidsen for marketing og onlinesalg i Canal Digitals danske afdeling for satellit-tv. Før det stod han marketingmæssigt i spidsen for mobilselskabet 3, så tele- og it-branchen er langt fra ukendt terræn for ham.
– Vi er utroligt glade for at kunne tiltrække en kapacitet som Søren, med hans unikke kommercielle erfaring med optimering af salg og marketing i abonnementsbaserede virksomheder. Vi har meget ambitiøse mål for vores kunder og vores vækst, og de mål er jeg sikker på, at Søren kan være med til at realisere for os, siger Morten Felsvang, CEO i Surftown.
Kæmpe vækstpotentiale
Og glæden er også stor hos Søren Rinnov Østergaard.
– Jeg ser mange ligheder mellem hosting-branchen og tv- og telebranchen, som jeg kommer fra. Men mulighederne for vækst og innovation er bare langt større indenfor hosting, og fremtiden meget lysere, siger Søren Rinnov Østergaard.
Særligt udsigten til at få det overordnede ansvar for både marketing og alle Surftowns salgskanaler motiverede ham til at takke ja til jobbet.
– Når man kommer fra en branche i voldsom finansiel turbulens, er det fantastisk at træde ind i en virksomhed baseret på robuste moderne produkter og uendelig mange vækstmuligheder, både europæisk og globalt, slutter han.