Først tog virksomheden SkatePro fra Hinnerup ved Aarhus den danske E-handelspris 2015 – og siden blev det til en flot andenplads og sølv, da den europæiske pris – European E-commerce Awards – efterfølgende blev uddelt i Barcelona.
Dermed blev SkatePro også internationalt bekræftet i, at deres forretningsstrategi er vejen frem, og selv om det måske burde være en selvfølgelighed – og endda kan lyde banalt – ja, så er det ifølge partner i SkatePro, Carsten Schmidt, et ekstraordinært stort kundefokus der gør, at man skiller sig ud fra konkurrenterne.
Ikke mindst i forhold til udvalg, kundeoplevelser og leveringsmuligheder, og det er også med oplevelsen i fokus, at SkatePro arbejder på at åbne flere fysiske butikker.
Det har altid været muligt for kunderne at afhente deres varer i forbindelse med SkatePros lager i Hinnerup, da de gerne vil afprøve varerne inden køb – men mange kunder uden for Østjylland efterspørger også muligheden for at afprøve varerne, og det vil SkatePro fremover imødekomme med flere fysiske butikker.
Et klogt træk
Og hos software virksomheden EDI-Soft, der bl.a. leverer delivery management systemer, mener koncerndirektør Steffen Pasgaard, at SkatePros model, især i forhold til leveringsmuligheder og butikker, bør være til inspiration for andre webshops.
– Forbrugerne forventer valgfrihed. Da en stor dansk cykel-webshop indførte flere muligheder for levering, øgede de deres konverteringsrate med 25 procent. Det er klart et tegn på, at kunderne efterspørger flere valgmuligheder i forhold til levering i webshops, siger han og peger i samme forbindelse på en britisk undersøgelse, der viser, at helt op mod 48 procent af forbrugerne i Storbritannien forlader webshops på grund af manglende leveringsmuligheder
Ikke mindst SkatePros planer om at åbne flere fysiske butikker for at lade kunderne afprøve varerne inden køb, mener Steffen Pasgaard er et klogt træk:
– Click & Collect og omnichannel er trends, der sætter ”pureplayers” som Amazon, der kun tilbyder online salg, under pres. Til gengæld vinder forhandlere som amerikanske Macy’s, der kombinerer offline salg i stormagasiner med online salg i webshops, stadig større indpas. Offline butikken bliver en form for lager og showroom for webshoppen, hvor kunderne kan få lov at prøve og ikke mindst returnere varer. Gode returmuligheder er også afgørende for en god kundeoplevelse, siger Steffen Pasgaard.
Og hos SkatePro siger Carsten Schmidt, at man har planer om at fortsætte væksten uden for landets grænser. I dag findes webshoppen ud over Danmark i bl.a. Norge, Sverige, Frankrig, England.
– Vi har efterhånden gode procedurer for at starte op i nye lande med hensyn til sprogtilpasning, delivery management software, opsætning af telefonnumre og så videre. Vi har derfor de bedste forudsætninger for at få succes på nye markeder. Og vi er meget spændte på udviklingen af vores nystartede britiske og franske webshops, da dette er store e-handels markeder, slutter Carsten Schmidt.
SkatePro startede i 1996 og har hovedkontor i Hinnerup ved Aarhus, hvorfra hele forretningen føres.
Virksomheden har i alt 72 ansatte med 12 forskellige nationaliteter, og sender mellem 300 og 3.000 pakker om dagen med højsæson om sommeren og til jul.