I januar 2013 skulle en internetbruger gennemsnitligt vente 3,64 sekunder på at få vist forsiden på en online shop, men i dag er ventetiden i snit skåret ned til 2,25 sekunder.

Det svarer til en forbedring på 38 pct. på to år, og det tyder på, at webbutikkerne tager hastigheden alvorligt, lyder vurderingen fra analyse- og sikkerhedsvirksomheden Digicure, som netop har offentliggjort en ny analyse af hastigheden på en række store danske shoppingsites.

Og helt i top ligger legetøjsbutikken BR, samt de to modesites Bonaparte og Boozt. Alle har i dette års måling svartider på mellem et og halvandet sekund. For bare to år siden rodede de rundt med svartider på mellem tre og fem sekunder.

Og hos Bonaparte er Claus Hyldgaard, der er Head of Online Marketing and Development, ikke i tvivl om betydningen af hastighed på sitet:

– Vi kan se at der er en direkte sammenhæng mellem shoppens hastighed og konverteringsraten. Derudover er det vigtigt at vi kan håndtere spidsbelastninger under udsalg og eksempelvis Black Friday, hvor vi skal kunne håndtere en mangedobling af ordre, uden at det går ud over hastigheden på shoppen, siger han.

Så hvad har I gjort for at forbedre jer?

– Vi har arbejdet meget med vores hosting setup og optimering af vores servere. Vi har samtidig begrænset antallet af dynamiske funktioner på vores shop, så en stor del af indholdet kan leveres gennem vores statiske cache servere. Derudover leveres alt billedmaterialet på shoppen gennem et netværk af eksterne servere, som er optimeret til at vise tung grafik hurtigt.

Har betydning for omsætningen

Mange tænker måske, at et par sekunders forskel i en hjemmesides svartid ikke betyder ret meget, men det er en skrøne, lyder det fra Digicures direktør Jesper Helbrandt, som siger, at en hjemmesides svartid ikke bør overstige to sekunder, for ellers bliver kunderne utålmodige og begynder at vælge konkurrenten eller undlader at købe noget.

– En undersøgelse fra Forrester Consult viser, at 47 procent af onlineforbrugerne kun vil ofre to sekunder på at få vist et website. Og 52 procent siger, at hastighed er afgørende for deres loyalitet til et website, siger han og tilføjer, at selv små ændringer har en effekt.

– Det er dokumenteret af de store onlineselskaber. Amazon.com fx har således målt, at hvis deres svartid forbedres med 0,1 sekund, øges Amazons omsætning med en procent. Og Google har erfaret, at 0,4 sekunders længere svartid medfører et tab på 20 procent af trafikken på Google.

Jesper Helbrandt peger på, at hjemmesider kan være langsommelige af mange forskellige årsager: Tung grafik og billeder eller tredjepart plugins såsom reklamer, analyseværktøjer og Facebook, Twitter og LinkedIn knapper.

Systemet kan også være underdimensioneret i forhold til antal besøgende, og de bagvedliggende databaser kan være uhensigtsmæssigt opbygget.

– Men det meste er heldigvis noget, som folkene bag onlinebutikkerne kan gøre noget ved. Og tydeligvis faktisk også har gjort noget ved de senere år i takt med at der er kommet meget større fokus på hastighed for at sikre forbrugerne en god oplevelse, slutter Jesper Helbrandt.

Sådan er målingen foretaget

Målingen – Digicure Performance Index – er foretaget i perioden 15. december 2014 – 5. januar 2015 fra virksomhedens server i et hosting-center med en applikation, som hver tiende minut går ind og henter forsiderne på de undersøgte hjemmesider.

Målingerne er udtryk for, hvor lang tid der går fra serveren har sendt en anmodning om at åbne siden, og til alt indhold på siden er blevet synligt i browseren.

Digicure har således forsøgt at opstille de bedst mulige betingelser, hvilket betyder at almindelige brugere godt kan opleve længere svartider, især første gang de går ind på en hjemmeside.

Digicures testprogram gemmer ikke hjemmesideindhold i cachen (mellemlager), så ved gentagne besøg kan besøgende opleve kortere svartider, såfremt en del af hjemmesiden ligger i cachen på brugerens egen pc.