Weekendavisen har lanceret en netudgave, der skal være et supplement til Weekendavisens papirudgave. Internetudgaven sætter fokus på emnerne bøger, teater, film og kunst – med anmeldelser i højsædet. Som bruger får man fri adgang til hele sitet, der består af ugens tre klummer, anbefalinger af månedens bog, uddeling af den årlige litteraturpris, samt forskellige temaer. Bag www.weekendavisen.dk står Metropol Online A/S, der er Det Berlingske Officin, Århus Stiftstidende, Fyens Stiftstidende, Nordjydske Stiftstidende og JydskeVestkystens fælles internetselskab.
– Lanceringen af weekendavisen.dk vil styrke Metropol Onlines nyhedsdækning af kulturelle emner på internettet. Det er vores ambition at være Danmarks stærkeste formidler af nyheder på de digitale medier, og med weekendavisen.dk har vi nu 10 stærke nyhedsprodukter, der tilsammen dækker både det internationale, nationale og regionale nyhedsbehov, siger Lasse Bolander, Metropol Onlines adm. direktør.
Weekendavisen.dk indgår i Metropol Online’s produktportefølje, der i dag omfatter 24 websites, som hver uge besøges af over 300.000 personer. jür