Facebooks køb af WhatsApp for 100 mia. kr. har delt vandene.
”Vanvittigt,” lyder det fra den ene side af salen, tør vi kalde dem for ”fornuftens stemme”, mens ”de modige” siger ”genialt”.
Vi har spurgt en af de førende danske digitale eksperter, Kim Jong Andersen, juryformand for Danish Internet Awards, hvor han placerer sig selv?
– Hvis jeg skal vælge, siger jeg ”genialt.” Eller snarere nødvendigt. Ja, ja, 19 mia. dollar kan virke som en afsindig pris at betale for en tjeneste, der kun charger 99 cent per bruger – efter et gratis år, siger Kim Jong Andersen.
Et defensivt køb
– Det er en pris på 42 dollar per bruger, hvis vi siger, at WhatsApp har 450 millioner brugere, så det kræver en forrentning af produktet udover det sædvanlige. Men Facebook har bestemt ikke gjort det som en offensivt og kortsigtet køb af en ny pengemaskine. Snarere ser jeg det som et defensivt køb af en større andel af sociale netværk i fremtiden.
En defensiv strategi med et prisskilt på 100 mia. kr. bundet i halen? Tak skal du ellers have. Det kommer du til at uddybe?
– Købet skal ses som et led i den eskalerende kamp om brugerne, især i nye vækstmarkeder som f.eks. Indien. Og ikke mindst de mobile brugere. Dem bliver der kun flere af, ligesom flere og flere ønsker at være mere private i deres kommunikation. Det er her, tjenester som WhatsApp kommer ind i billedet som erstatningen for SMS og som en overgang til en ny form for socialt netværk.
100 mia. kroner for en andel af en overgang til noget ukendt?
– Nej, nej, ikke en overgang til noget ukendt. Facebook tænker helt logisk som en virksomhed, der i højere grad og ligesom Google skal basere sin fremtid på en portefølje af brands og tjenester, der tilsammen skal dække så mange af brugernes behov som muligt. Derfor er købet af WhatsApp et naturligt skridt for Mark Zuckerberg i kampen for både dominans og overlevelse på samme tid.
Ikke for dyrt
Men 100 mia. kroner er vel også en slags penge sidst på måneden?
– Det er rigtigt, at det ser ud som et astronomisk tal. Men jeg tillader mig at mene, at vi bør vente og se – i forhold til kapitaliseringen. Mon ikke snart det bliver muligt at linke sin Facebook-profil med WhatsApp på en måde, så sidstnævnte føder førstnævnte med masser af ny trafik og data?
– Den ekstra trafik vil så igen kunne bruges til at øge værdien af Facebooks annonceplatform uden at “spolere” det reklamefri miljø i WhatsApp. Og hvis jeg skal gætte, så lur mig, om ikke også reklamen alligevel vil snige sig ind her på lidt længere sigt?
– Måske i form af kontekstafhængige, men stadig annoncør-finansierede budskaber og sponsoreret content? Jeg er overbevist om, at Mark Zuckerberg & Co ikke investerer 100 mia. kroner for sjov skyld. Der eksisterer en forretningsmodel på den lange bane. Jeg glæder mig til at se den folde sig ud, slutter Kim Jong Andersen.
Ifølge businessinsider bød Google 10 mia. dollar for WhatsApp før Facebook løb med røverkøbet. Eric Schmidt, Googles CEO, kravlede udenom et direkte svar til businessinsider, men fastslog i øvrigt, at 19 mia. dollar var ”billigt, hvis de kan kapitalisere på brugerne”, men ”dyrt hvis de ikke kan.”