“Mere af det samme”.
Så enkelt formulerede Wikipedias stifter, Jimmy Wales, strategien for udbredelsen af verdens største brugerskabte leksikon, da han tidligere i dag gæstede Internet Week Denmark i Aarhus.
Jimmy Wales talte om, hvordan demokrati og internet, udover verdens største brugerskabte leksikon, har udmøntet sig i fri adgang til information og crowd-sourcing af indhold på internettet.
Det mest markante skifte er dog kommet i kølvandet af udviklingen inden for mobile, som både har medført en masse nye muligheder og ditto udfordringer.
For Wikipedia er det helt naturligt at tage del i den mobile udvikling. Ikke mindst, når Wikipedias vision netop lyder: “Imagine a world in which every single human being can freely share in the sum of all knowledge”, som med andre ord betyder, at hele menneskeheden skal have adgang til så meget viden, som overhovedet muligt.
Lokalt og globalt
På den ene side er det muligt at bidrage med mere lokalt indhold. Omvendt er det en udfordring, at indholdet netop bliver leveret direkte fra mobilen, men ifølge Jimmy Wales er det netop blevet “the name of the game” for et moderne demokrati.
– Det er jo interessant, at folk i dag har taget teknologien til sig, så det i dag har indflydelse på, hvordan folk organiserer deres dagligdag, både på den ene og den anden måde. Og kan vi via større tilgængelighed på mobilen, øge bevidstheden om, hvad der er muligt, kan vi dermed også skabe mere viden om forskellige emner og gøre selvsamme tilgængelig for langt flere mennesker, som måske ikke har adgang hertil i dag, fortæller Jimmy Wales.
Han mener grundlæggende, at Wikipedias fornemste opgave er at bidrage med al nødvendig viden om det omkringliggende samfund – men erkender også, at Wikipedia ikke altid er de hurtigste til at publicere de seneste nyheder.
Jimmy Wales nævner bl.a. gennemsigtighed som et særligt issue, for som han siger: “Alt har en grænse” og mener, at det indimellem er nødvendigt at sikre, at informationer forbliver konfidentielle for offentligheden.
For selvom folk deler mere og mere indhold, opstår der samtidigt et behov for at finde fora, hvor det er muligt at diskutere frit fra leveren, uden gennemsigtigheden nødvendigvis behøver at sætte dem i en offentlig virtuel gabestok. Derfor mener Jimmy Wales at alt ikke nødvendigvis behøver at blive offentligt tilgængeligt, selvom han på mange måder hylder gennemsigtighed.
– Wikipedia er først og fremmest et “open community” og ikke noget anarki. Desuden er vi forpligtet til at være kvalitets- og indholdsmæssigt på højde med – eller bedre end traditionelle encyklopædier. Vi er nødt til at være tro mod, at vi formidler al viden om givent emne ud fra et “neutral point of view”, siger Jimmy Wales og afslører, at der hos Wikipedia er defineret flere hundrede sider med redaktionelle guidelines.
Et sirligt system
Det kræver naturligvis et sirligt system til at holde styr på de 30 mio. artikler, som i øjeblikket ligger på Wikipedia, eftersom Wikipedia kun består af 250 medarbejdere, som udelukkende er ansat til at holde platformen kørende.
Den redaktionelle del, består derimod af 100.000 frivillige, som hver især bidrager til at sikre, at indholdet lever op til de nævnte guidelines.
Jimmy Wales fremhæver bl.a. derfor Wikipedia for at være flere skridt foran de traditionelle encyklopædier, da man løbende har mulighed for at redigere og tilmed øjeblikkeligt slette upassende indhold, hvorimod encyklopædierne har skullet vente med at rette fejl indtil næste oplag blev trykt.
For Wikipedia er dog allervigtigst, at tjenesten bliver udbredt til som mange som muligt. Og selvom man i dag publicerer indhold på 287 sprog, er der fortsat lang vej endnu.
Derfor er Jimmy Wales da heller ikke afvisende over for, at Wikipedia fremover bliver implementeret i flere devices, hvor han dog har mest fidus til at søge informationer i bilen, frem for på køleskabslågen.
Jimmy Wales fokuserer dog mere på udviklingslandene, hvor der i øjeblikket sker en massiv udvikling i udbredelsen af internet, herunder har udviklingen i båndbredde for alvor sat skub i penetrationen af internet – særligt i Afrika, hvor den mobile penetration allerede i forvejen har været høj.
Derfor har man med projektet “Wikipedia Zero” gået aktivt ind i arbejdet for at sikre mobilbrugere gratis adgang til Wikipedia, uden de bliver opkrævet de normalt dyre opkaldsafgifter for brug af mobil internet. I bedste fald, håber man på, at Wikipedia dermed bliver tilgængelig for 500 mio. mennesker, som ikke i dag har adgang til internet – eller en fuldt opdateret encyklopædi.
Internet Week Denmark foregår i Aarhus fra 28. april til 2. maj 2014. Læs mere om konferencen her.