Cannes Lions. Uden Cannes. Så enkelt kan dagen beskrives, når TV 2 i samarbejde med Huset Markedsføring inviterer til Winners Day på Teglholmen.
Det er andet år den danske Cannes Lions repræsentant vælger at bringe faglighed og inspiration hjem til den danske medie- og reklamebranche.
Og der bliver tale om en dag, hvor Cannes Lions 2009-aftrykket bliver stærkt. Bl.a. i form af det imponerende konferenceprogram, der sætter fokus på både klima, social ansvarlighed, politisk kommunikation og virale kampagner.
Dagen starter med en præsentation af ”TckTckTck”-kampagnen, som tog Cannes med storm og efterlod festivalpalæet tavst og tilhørende meget eftertænksomme, da Bob Geldorf og Kofi Annan i samarbejde med Euro RSCG beskrev, hvordan de effektivt og sofistikeret vil forsøge at sætte klima på dagsordenen frem mod topmødet i København i december.
Kampagnen er tænkt som et ”add on” til andre reklamekampagner, der ønsker at signalere social ansvarlighed og som menes at kunne nå ud til og påvirke beslutningstagere inden for klima. Social ansvarlighed fyldte i det hele taget en del ved årets festival, og det kan vi nok kun forvente mere af i 2010.
Et strejf af Obama
Også den intelligente politiske kommunikation blev hædret i juni i det sydfranske. Og det endda med den fornemme pris Titanium & Integrated.
Prisen gik til Droga5 – bureauet fra New York, der står bag ”The Great Schlep”.
Kampagnen hjalp Obama til sejr i staten Florida ved præsidentvalget, og kan betragtes som relativ kontroversiel, idet målsætningen var at nå de ældre, velhavende jøder. Det lykkedes med hjælp fra pensionisternes børnebørn, der blev klædt på til at agere Obama-ambassadører på deres besøg hos bedsteforældrene.
Dine venner for en Whopper
Fra Crispin Porter + Bogusky får Winners Day besøg af Matt Walsh, der var kreativ ansvarlig for ”Whopper Sacrifice” – en viral kampagne på Facebook, der opfordrede brugerne til at slette ti af deres venner for at få en gratis Whopper.
Det var effektivt for Burger King. Mange ville hellere have fastfood end virtuelle venner til stor frustration for Facebook-teamet. Derfor blev kampagnen forbudt.
Bag om juryarbejdetInden de danske bronzevindere indtager scenen for at få overrakt løver og blive fejret, er det de tre danske jurymedlemmers tur på scenen.
Chandra Mostov, Wunderman, Jonas Linell, LBi og Nicholai Stahl, Hjaltelin, Stahl & Co. vil hver især fortælle om juryarbejdet i Cannes og vise deres favoritter i hhv. Direct, Cyber og Film kategorien.
Efter konferenceprogrammet åbner Cannes Lions 2009-udstillingen med det bedste fra de bedste.
Alle guld, sølv og bronze vinderarbejderne vil kunne ses inden for kategorierne Media, Direct, Promo, Outdoor, Press, Design, PR, Titanium & Integrated og Young Lions. Derudover vil der hele eftermiddagen køre reklamefilm i et særskilt lokale, som vil fungere som biograf.
– Vi glæder os til at få løverne til Danmark og til at give branchen en bid af Cannes Lions 2009. At deltagerantallet ved årets festival var faldet markant fra 2008, er bestemt ikke smittet af på de vindende arbejder. På grund af recessionen har visionerne, de gode ideer og de innovative kampagner skilt sig markant ud og fået ekstra opmærksomhed, siger Flemming Rasmussen, TV 2s koncerndirektør for salg og marketing.
– Evnen til at få mere ud af mindre er blevet belønnet, og de, der formår at tænke på tværs af grænser og discipliner, er blevet hyldet. Vi hylder dem igen til Winners Day, fortsætter han.
Du kan købe billetter og læse mere om arrangementet
her.
Se Winners Day-filmen TV 2’s hjemmeside
her.